Klik
-
her eller under teksten for at komme videre!
I fynske medier har man kunnet læse om endnu en fynsk
historiefortæller.
Tidligere skoleinspektør Ole Sørensen, Ørbæk, deler fødselsdag med H.C.
Andersen. Han - altså Sørensen - fylder 75 år den 2. april.
Sammenfaldet er jo nok en tilfældighed, men de herrer har i hvert fald én ting
til fælles: Lysten og evnen til at fortælle historier.
Som pensionist har Ole Sørensen sat fortællingerne i system og turnerer til
forsamlingshuse og ældrecentre rundt om i landet med foredrag om en lang række
emner.
De fleste gange tager han udgangspunkt i den danske historie, men også i
kulturlivet finder han inspiration til foredragene, der altid fyres af med
charme, vid og en masse sidespring.
Hans historiske interesse har også ført til opgaver som guide for
lokalhistoriske ture omkring Ørbæk og som leder af studiekredse i byens meget
aktive Aktivitetscenter.
Input af ny viden får Ole Sørensen ikke mindst gennem bøger. Venner fortæller,
at han er begavet med en helt unik hukommelse, og det siges, at han kan læse en
bog på 800 sider i løbet af en halv dags tid og huske hvert et ord af det, han
har læst.
Ole Sørensen er vokset op i Vendsyssel, primært i Skagen, hvor hans far var
skoleinspektør, og efter en militær karriere tog han læreruddannelse på
Marselisborg Seminarium med linjefag i historie og dansk.
Hans første job som lærer var et vikariat på den nye centralskole i Frørup/Tårup,
10 kilometer syd for Nyborg.
Vikariatet blev til et fast job, og her fik Ole Sørensen hele sit arbejdsliv.
Han blev viceskoleinspektør, senere inspektør og 1975 blev han udnævnt til
ledende skoleinspektør i den nye Ørbæk Kommune, en stilling han havde frem til
2001, da han gik på pension for at få tid til at nyde sit otium sammen med
hustruen Lene, der i mange år var lærer på Ørbæk Skole.
Ved siden af jobbet har Ole Sørensen haft tid til at engagere sig i sin by og
sin egn.
Han har været medlem af Ørbæk Menighedsråd i 32 år, hvoraf de seneste 24 år som
formand, og en overgang var han medlem af Fyns Stiftsråd som repræsentant for
Nyborg Provsti.
AF MOGENS RASMUSSEN