- Det var en tradition, der startede i forbindelse med vores 50 års-jubilæum, og så har vi gjort det hvert år siden. Det er vældig hyggeligt, for vi havde sådan et godt sammenhold i klassen, fortalte Regnar Brønd.
Mødet
med gamle venner er noget, alle fra den
tidligere klasse ser frem til.
Her ses fra venstre Viggo Madsen, Elisabeth
Rankeim, Regnar Brønd og Kjeld Jensen. Foto:
Morten Pape.
Regnar Brønd og ni andre tidligere afgangselever fra Brædstrup Mellem- og Realskole fra årgang 1954 var onsdag samlet på Restaurant Det Gamle Posthus i Brædstrup sammen med deres ægtefæller, hvor programmet stod på god mad, masser af snak og fællesskab og et muligt besøg på Tinghuset for at se lokalarkivet. Sådan lignende har traditionen været i de seneste 15 år. Hvert år har det tidligere elevhold besøgt en seværdighed og et spisested i nogle af de byer, hvor de hver især bor.
- Det er en sammenkomst, som man ser frem til længe. Vi var så tæt knyttet i klassen, så det er altid helt specielt at samles igen og vanvittigt hyggeligt. Det er et gensyn med barndommen, og man får genoplevet minderne fra længe siden én gang til, sagde Elisabeth Rankeim.
Hun havde taget turen helt fra Lillehammer i Norge for at se sine gamle klassekammerater, og ud over en snak om hinandens gøren og laden falder samtalen også tit på den gamle skole, som lå på Skolegade 7 i Brædstrup.
- Vi havde vores gamle tysklærer, Lorentzen, han var speciel. Han stod hårdt på de tyske gloser, så de sidder i rygraden endnu. Skolen var også meget religiøs. Vi havde Fadervor og morgensang i aulaen hver morgen, og vi startede og sluttede også i klasserne med en sang, så alle de danske sange kan vi udenad den dag i dag, sagde Elisabeth Rankeim med et lille grin.
Der er som regel god mad på programmet, når de tidligere elever mødes, men derudover besøger de også gerne en seværdighed, inden festen slutter. Foto: Morten Pape .
Tiden som skoleelev først i 1950'erne adskiller sig på mange måder fra, hvordan skolen foregår i dag. Dengang var der ingen skolebusser, så børnene fra oplandet måtte op på cyklen for at komme i skole. Elevernes forældre måtte også betale skolepenge samt varmepenge for, at børnene kunne gå på Brædstrup Mellem- og Realskole.
- Det var på mange måder en
helt anden tid. Der var en anden respekt for
skolen og lærerne dengang. Vi var måske også
opdraget til at være mere høflige, og den slags
dyder kan man godt savne lidt mere af i dag. Så
der er stadig nogle af værdierne fra dengang,
som godt kan bruges i dag, sagde Regnar Brønd.
De fleste af de tidligere elever var enige om,
at tiden på Brædstrup Mellem- og Realskole var
en god tid.
- Det var en god skole, og vi havde en god og
sjov tid sammen. Skolen var med til at ruste os
til livet, og det er i store træk også gået os
alle sammen godt, sagde Elisabeth Rannheim.
De tidligere elever har igennem de seneste 15 år skrevet to bøger med deres livshistorier. Bøgerne er gået på skift mellem de tidligere elever, og når traditionen med at mødes slutter, er det meningen, at bøgerne skal i det lokalhistoriske arkiv på Tinghuset.
- Det
er meget spændende at læse om de andres liv, og
hvad de har opnået. Samtidig er det også et
stykke lokal historie, så derfor synes vi, at
bøgerne skal have plads i lokalarkivet, sagde
Kjeld Jensen.
Klassen erkender, at de årlige sammenkomster
snart kører på sidste vers på grund af alder,
men alligevel besluttede de gamle venner, at der
venter en ny sammenkomst til næste år - den 26.
maj 2020.