Klik -
her - eller under teksten for
at komme videre.
Gera
Det var ikke blot almindelig industriforurening. Det var i høj grad radioaktiv forurening fra uranminedrift – og den havde store konsekvenser for både naturen og menneskene.
Efter Anden Verdenskrig begyndte Sovjetunionen at udvinde uran i det østlige Tyskland.
Selskabet hed SDAG Wismut og var i praksis en sovjetisk kontrolleret virksomhed.
Området ved Ronneburg, øst for Gera, blev et af verdens største uranmineområder.
Uranet skulle bruges til det sovjetiske atomprogram, herunder produktion af materiale til atomvåben.
Produktionen havde højeste politiske prioritet. Miljøhensyn og arbejdernes sikkerhed kom ofte i anden række.
Landskabet omkring Ronneburg var voldsomt forandret:
Omkring 1990 stod man med en miljømæssig regning af enorme dimensioner.
Ifølge den tyske regerings opgørelser var der omkring 3.700 hektar forurenede mineområder i de berørte regioner. Der lå over 300 millioner kubikmeter mineaffald og mere end 160 millioner kubikmeter restslam fra malmbehandlingen.
Det alvorlige var, at mange mennesker boede og arbejdede i nærheden af disse anlæg.
Der var især tre problemer:
Radon og radioaktivitet: Radon er en radioaktiv gas, som kan øge risikoen for lungekræft ved længerevarende eksponering.
Støv: Mineaffald kunne sprede støv med radioaktive og kemiske bestanddele.
Vandforurening: Minevand og afstrømning fra affaldsbunker kunne indeholde tungmetaller og andre skadelige stoffer.
Det er vigtigt at skelne mellem minearbejdernes meget store arbejdsmæssige eksponering og den almindelige befolknings eksponering. De to grupper havde ikke nødvendigvis samme risiko.
Uranproduktionen var strategisk vigtig for Sovjetunionen. Wismut var en meget lukket virksomhed, og oplysninger om produktionen og miljøproblemerne var i vid udstrækning hemmeligholdt.
DDR havde desuden en generel miljøkrise med:
Der var altså ikke kun tale om uranminerne. Det østtyske miljø var mange steder hårdt belastet.
Her kommer en af de mest imponerende miljøgenopretninger i nyere tysk historie.
Efter genforeningen overtog den tyske stat ansvaret for oprydningen.
Uranproduktionen ophørte ved udgangen af 1990, og i 1991 blev Wismut GmbH etableret som et saneringsselskab.
Der blev brugt enorme beløb på:
Et meget synligt resultat er Neue Landschaft Ronneburg, hvor et tidligere ødelagt mineområde blev omdannet til et stort grønt landskab. Det blev blandt andet brugt til den tyske Bundesgartenschau i 2007.
Det er næsten svært at forestille sig, at de grønne bakker og rekreative områder omkring Ronneburg i dag tidligere var en del af et enormt uranmineområde.
Det er et af de steder i Europa, hvor man virkelig kan se forskellen mellem industrisamfundets miljøødelæggelser og en omfattende naturgenopretning.
Jeg vil især fremhæve én ting: Gera var ikke nødvendigvis selv den mest radioaktivt forurenede by. Det var især mine- og forarbejdningsområderne omkring Ronneburg, Seelingstädt og Crossen, der var hårdt belastede. Men Gera lå midt i denne industrielle region og var tæt forbundet med den.
Hvis du interesserer dig for den historie, vil jeg faktisk anbefale at besøge Ronneburg. Det er et meget tankevækkende sted, hvor man kan opleve, hvor voldsomt DDR's uranindustri havde ændret landskabet.
Gera er en historisk by i delstaten Thüringen i det østlige Tyskland. Den ligger ved floden Weiße Elster, cirka 60 km syd for Leipzig.
Gera er en by, som på mange måder fortæller historien om det gamle Østtyskland (DDR). Den har både en lang historie som handels- og industriby, en betydelig kulturarv og en fortid præget af kommunismen og den tyske genforening.
I dag er Gera ikke blandt Tysklands mest kendte turistbyer, men netop derfor er den interessant. Her finder man spor af flere forskellige epoker side om side.
Gera nævnes første gang i skriftlige kilder i år 995. I middelalderen udviklede byen sig til et handelscentrum.
Den blev især kendt for tekstilproduktion og handel. I flere århundreder var området knyttet til adelsslægten Reuß, som havde stor betydning for Thüringens historie.
Gera oplevede en stor økonomisk opblomstring i 1800-tallet, hvor tekstilindustrien gjorde byen velstående.
Efter Anden Verdenskrig kom Gera til at ligge i den sovjetiske besættelseszone og blev fra 1949 en del af DDR.
Byen blev et vigtigt industrielt centrum i Østtyskland. Her var blandt andet:
Gera var også hovedby i Bezirk Gera, et af DDR's 14 administrative distrikter fra 1952 til 1990.
Det betød, at byen havde en vigtig administrativ og politisk position i DDR.
Som i mange andre østtyske byer blev der opført store boligområder med præfabrikerede betonbygninger, de såkaldte Plattenbauten. De findes stadig i bybilledet.
Et særligt interessant kapitel er uranminedriften i området omkring Gera. Sovjetunionen udnyttede store uranforekomster gennem selskabet Wismut. Uranet blev blandt andet brugt i det sovjetiske atomprogram. Det satte store miljømæssige spor i området.
Genforeningen i 1990 blev en meget stor omvæltning for Gera.
Mange statsejede virksomheder lukkede eller blev omstruktureret. Arbejdsløsheden steg, og mange yngre mennesker flyttede mod Vesttyskland for at finde arbejde.
Byen mistede derfor en betydelig del af sin befolkning.
Gera har i dag omkring 94.000 indbyggere. Den har stadig en tydelig østtysk identitet, og man kan mærke, at overgangen fra DDR til det moderne Tyskland ikke har været helt problemfri.
Selv om Gera ikke er en klassisk turistmagnet, har den flere spændende seværdigheder.
Den historiske markedsplads med det smukke renæssancerådhus fra 1500-tallet og gamle borgerhuse.
Her blev den berømte tyske maler Otto Dix født i 1891. Museet fortæller om hans liv og kunst.
En smuk barokbygning, som i dag huser en kunstsamling.
Et fascinerende underjordisk system af kældre under den gamle by. De blev især brugt til opbevaring af øl i 1600- og 1700-tallet.
En arkitektonisk perle tegnet af Henry van de Velde. Et interessant eksempel på jugendstil og den tidlige modernisme.
Et stort grønt område ved floden, hvor man kan gå ture og nyde naturen.
Gera er i dag en forholdsvis rolig tysk provinsby.
Den har:
Byen har dog ikke samme økonomiske dynamik som eksempelvis Leipzig eller Dresden.
Det er netop kontrasten mellem den gamle velstående industriby, DDR-periodens socialistiske byplanlægning og nutidens Tyskland, der gør Gera interessant.
Jeg synes, Gera er en spændende by, hvis man interesserer sig for Europas nyere historie.
Den er ikke nødvendigvis smuk på den traditionelle måde som Dresden, Weimar eller Leipzig. Men den fortæller en vigtig historie om det tidligere Østtyskland.
Når man går gennem Gera, kan man næsten aflæse Tysklands historie i bygningerne:
Et spørgsmål, som kunne gøre historien endnu mere interessant: