Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
Dagsprogram

21. og 22. august, Udrejse og ombordstigning
Morgenkomplet i Hedensted, frokost i Neumünster og overnatning ved Leipzig. Næste dag kører vi forbi Dresden til Tjekkiet. Der er frokost syd for Prag, inden vi kører videre gennem Tjekkiet til Østrig. Om aftenen ankommer vi ved flodskibet i Wien, hvor besætningen hjælper med at bære bagagen ombord. Middagen bliver serveret, og rejsen kan begynde.

23. august, Wien -  Melk - Dürnstein
Mens vi nyder morgenmaden, passerer vi Wachaus skønne landskaber. Om morgenen lægger skibet til kaj i Melk, og vi kører med bus til Europas fornemmeste barokbygning, benediktinerklostret Stift Melk. Klostret knejser højt over Donaufloden, og specielt det store, flotte bibliotek og den rigt udsmykkede klosterkirke indbyder til et besøg. Selvom Stift Melk ser imponerende ud fra Donau, forstår man ikke storheden og skønheden, før man har besøgt de fantastiske bygninger.
Efter besøget på Stift Melk får vi frokost på skibet, mens vi sejler gennem det smukke Wachau til den pittoreske by Dürnstein, som vi får lejlighed til at kigge nærmere på om eftermiddagen.
Først på aftenen fortsætter sejladsen mod Bratislava.

24. august, Bratislava – Budapest – Kalocsa
Ud på morgenen når skibet frem til Slovakiets hovedstad Bratislava, og efter morgenmaden kører vi på byrundtur. Vi passerer bl.a. den berømte kroningskatedral St. Martin, Præsidentpaladset, Parlamentet, de nyriges boligkvarter samt gør et kort ophold ved Bratislavas imponerende borg, hvorfra der er en storslået udsigt. Resten af byrundturen foregår til fods gennem den gamle bydel, hvor vi får lejlighed til at beundre de flotte, istandsatte palæer, bl.a. ærkebispepalæet, rådhuset og nationalteatret. Der bliver tid på egen hånd i den charmerende gamle bydel med krogede gader, caféliv og butikker.
Sejladsen fortsætter forbi Budapest til Kalocsa. Efter frokost passeres den store sluse Gabčíkovo.

25. august, Kalocsa – Pusztaen – Budapest
Vi ankommer til Kalocsa tidligt om morgenen. I Kalocsa bliver der mulighed for at tage med på udflugt om formiddagen til den berømte, ungarske græssteppe, pusztaen, som har været og stadig er en væsentlig del af Ungarns kulturhistorie. Her skal vi opleve et helt forrygende hesteshow på en lokal pusztagård. Vi får desuden mulighed for at smage lokale specialiteter, køre i hestevogn og besøge et lille paprikamuseum. Kalosca her gennem tiderne været centrum for paprikadyrkningen i Ungarn, og på vejen skal vi se et traditionelt bondehus med farvestrålende vægdekorationer.
Tilbage på skibet nyder vi frokosten, mens vi sejler nordpå mod Budapest. Ankomst til Budapest sidst på aftenen.

26. august, Budapest
Om formiddagen er der byrundtur med bussen i Ungarns hovedstad Budapest, der gennem århundreder har været Østeuropas storslåede og smukke metropol. Vi starter med at køre til Buda-siden og op på Gellért-bjerget til Frihedsmonumentet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Budapest. Derfra fortsætter vi til kongeslottet, Fisker-bastionen og den farvestrålende Mathiaskirke. Efter et stop med tid på egen hånd i slotsområdet, kører vi over den ældste og smukkeste af byens broer, Kædebroen, til Pest-siden. Vi passerer St. Stefans Domkirke og fortsætter ad den flotte Andrássy-boulevard og gennem ambassadekvarteret ud til den imponerende Helteplads og byparken.
Efter lunch ombord besøger vi markedshallen, hvor der bliver tid til at købe lokale specialiteter og souvenirs. Derefter fortsætter vi på gågaden Vaci Utca med de mange butikker og caféer.
Efter middagen kan du slappe af i skibets salon, nyde aftenstemningen i Budapest fra soldækket eller opleve et ungarsk folkloreshow (ej inkluderet).

27. august, Budapest – Esztergom – Bratislava – Wien
Tidligt om morgenen passeres Donau-knæet, inden vi lægger til ved den tidligere hovedstad, Esztergom, hvor vi fra skibet kan se Ungarns største domkirke, der ligger højt over Donau. Der vil være mulighed for at besøge den imponerende kirke. Vi fortsætter sejladsen forbi Bratislava mod Wien.
Om aftenen serveres gallamiddag i skibets restaurant.

28. august, Wien
Vi oplever Østrigs imponerende hovedstad Wien. På sightseeingtur i bus passerer vi kejsertidens pompøse ringgade, imponerende palæer, funklende slotte og majestætiske kirker. Efter frokost ombord på skibet kører vi til Wiens centrum, hvor der bliver tid på egen hånd.Ud på eftermiddagen vender vi tilbage til skibet, hvor vi nyder middagen i skibets restaurant. Om aftenen er der mulighed for at komme til Wienerkoncert med Salonorkester Alt Wien i den smukke Kursalon, der ligger i hjørnet af Wiens charmerende Stadtpark.
Her får du fornemmelsen af, hvordan wienerne festede i de gode, gamle dage. Orkester, sangsolister og balletdansere opfører populære værker bl.a. af Mozart og valsekongen Strauss. Koncerten med gode pladser koster DKK 490 pr. person og skal bestilles ved tilmelding.

29. og 30. august, Hjemrejse
Krydstogtet nærmer sig sin afslutning. På kajen står bussen klar, og besætningen bærer kufferterne ud til bussen. Vi kører til Tjekkiet og får frokost ved Prag. Overnatning ved Berlin. På turens sidste dag er der frokostbuffet i Rødekro.

  back.gif (1696 bytes)