Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
   Vester Anflod og Cornelius Petersen

Ligesom Vester Anflod var speciel, så var bygherren Cornelius Petersen det også. Hans far kom fra Klanxbüll Kro lige syd for grænsen. Han arvede ikke gården, men blev lærer i Ejdersted og var aldrig rigtig anerkendt i familien. Her blev Cornelius Petersen født og han arvede faderens stærke trang til at blive anerkendt og hans overfølsomme natur. Han havde siden barn haft en knoglesygdom, der gav ham en haltende gang og havde givet ham mange sygedage og tid til at læse historiebøger. Han udviklede sig til en voldsom og heftig mand, der stødte flere fra sig, end han tiltrak.

Han tænkte i gammeldags bondetanker, og mente at bønder altid kom først fordi de skabte værdierne. Dermed kom han i konflikt med hele udviklingen, og han formåede ikke at ændre sig. Efter at Cornelius Petersen havde arvet større pengebeløb af sin fars ugifte søskende, kunne han omsider blive til en stor mand.

Han købte Vester Anflod, og opførte den nye haubarg-gård i 1914. Han var en dygtig landmand og opbyggede hurtigt et større økonomisk imperium med flere gårde, huse og hoteller. Efter Første Verdenskrig var Tyskland kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Samtidig blev hans forretninger efterhånden helt uholdbare og han tabte mange penge. De svære tider fik Cornelius Petersen til at bryde med tyskheden.

Lige før Genforeningen i 1920 erklærede sig for dansksindet, og brændte derved alle broer til det tyske mindretal, som han kom fra. Økonomien blev ikke bedre i 1920erne. Valutaomvekslingen i 1920 og revalueringen i 1926 skabte alvorlige problemer for alle landmænd. Cornelius gjorde sig nu for alvor til talsmand for et oprør imod ”Københavnerstyret”. Han startede en selvstyrebevægelse og tidsskriftet ”Bondens Selvstyre”. Han holdt voldsomme taler overalt og fik mange truede landmænd med sig. Storhedstiden var i 1925-27. ”Bondens Selvstyre” nåede da op på 21.000 udkomne eksemplarer. Hans artikler var knivskarpe og mange frygtede at blive hængt ud offentligt. Han begyndte også at trykke sine egne pengesedler, der ikke var ulovlige.

Landmændene tog godt imod dem og mange findes endnu bevaret. Mest berømt blev Cornelius Petersen dog for et udfald mod statsminister Th. Stauning ved en tale i Bov i 1926. Her havde han kaldt ham en røverhøvding. Udfaldet kom som en reaktion på, at Stauning tidligere havde udtalt, at der stod 50.000 arbejdere klar til at overtage gårdene fra de landmænd, som ikke evnede at drive dem. Der blev rejst retssag mod Cornelius Petersen for det udtryk og han blev idømt tre måneders fængsel. Senere ændrede landsretten dette til en bøde på 2000 kr. De penge havde han ikke, men han trykte et større oplag af plakat med Stauning som røverhøvding på, og solgte dem for en krone stykket. Det vakte morskab mange steder, og han fik rejst penge nok til at betale bøden.

I 1928 gik Cornelius Petersen helt ned med flaget. På et møde i Gram angreb statsminister Th. Madsen-Mygdal ham så voldsomt, at han fik et nervesammenbrud. Han kom sig aldrig rigtig igen og var ofte på sygehus. Han følte sig knækket, forrådt og forstod ikke de nye tiders tilstand. I de sidste år før sin død i 1935, begyndte han at blande sig med de danske nazister, med hvem han følelsesmæssigt stod nært. Ved hans begravelse i 1935 dukkede da også den danske nazifører Fritz Clausen op med en fanevagt. Det var måske ikke meningen, men hustruen kunne ikke sige nej.