Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
Rejseplanen ifølge Benns Rejser - og Øster Lindet Rejser

Dag 1 Afrejse København
Der er check-in fra kl. 13.00 ved Costa terminalen på Oceankaj i Københavns Nordhavn, hvor skibet Costa Favolosa venter på at give jer en uforglemmelig krydstogtsrejse til de norske fjorde.
Bus nr. 27 kører mellem Oceankaj og Østerport Station, hvorfra du kan nå Indre By på ca. 10 minutter med bus eller s-tog.
OBS! Når skibet lægger til på Oceankaj er der rigtig mange, der skal videre. Indstil dig på, at der kan forekomme en del ventetid på bus, taxa eller andet og hav tålmodighed, så bliver det hele meget bedre for alle.
I tjekker ind på skibet, og efter indkvartering i kahytterne er der tid til at nyde den første frokost ombord samt gå på opdagelse på skibet.
Klokken 17.30 er der afsejling fra København.

Dag 2 På havet
En hel dag på havet. Nyd skibets mange faciliteter eller slap af i kahytten eller i en af de mange lounge-områder på skibet.

Dag 3 Hellesylt, mandag

Geiranger Fjorden tenderboat. Ankomst til Geiranger kl. 11.00 efter et teknisk stop ved Hellesylt i indsejlingen til fjorden.


Der er kun landgang i Hellesylt, såfremt man har bestilt en udflugt. Har man bestilt en udflugt i Hellesylt, vil man blive kørt i bus til Geiranger og gå glip af den smukke indsejling. For mange er Geirangerfjorden perlen blandt Norges fjorde.


På vejen ind i fjorden passerer man de ”Syv Søstre”, der kaster sig ned ad bjergvæggen; syv vandfald tæt ved hinanden.


Et andet vandfald er Brudesløret, der også lader vandet falde flere hundrede meter ned mod fjordens vandoverflade.

Små hytter er bygget helt ned til vandet, og grundarealet er minimalt. Længst inde i bunden af fjorden ser man bjerget Dalsnibba.

Med al ret er Geiranger-fjorden også blevet kaldt verdens smukkeste fjord. Det som især adskiller Geiranger fjorden fra de andre ligeledes smukke norske fjorde er at fjorden ikke er så bred som de andre og man derfor får de meget dramatiske bjergformationer meget tæt på. I sejler helt ind i fjorden og sejles med mindre skibe i land (tenderboats).
Selve Geiranger er en hyggelig lille by med små charmerende caféer og butikker. Den omkringliggende natur er selvfølgelig den store attraktion her, men den lille smukke trækirke, der ligger hævet over byen er absolut et besøg værd, ligesom fossen som løber ned gennem byen kan være et imponerende syn, afhængig af mængden af vand i fossen.

Mange tager turen op til  Dalsnibba bjerget, som ligger i 1.500 meters højde. Herfra er der en fantastisk udsigt over bjerge og søer. Der køres via bjergveje, som snor sig hele vejen op til toppen. Her venter et imponerende syn jer. Er vejret med jer er det muligt at se helt ned til Geiranger, hvor skibet ligger på red. Vejret kan skifte pludseligt på toppen og det er forunderligt pludselig at kunne stå omgivet af skyer! Desuden er muligheden for tilstedeværelsen af evig sne et under i sig selv. Der venter jer med garanti en stor naturoplevelse på denne udflugt.
Kl. 18.00 er der afgang fra Geiranger. Skibet fortsætter ud mod det åbne hav og sætter igen kursen sydover mod Norges næststørste by, smukke Bergen.

Dag 4 Bergen, tirsdag
Ankomst til Bergen kl. 08.00 om morgenen og de næste timer kan bruges til at gå på opdagelse i denne dejlige by. Bergen er ganske nem at opleve på egen hånd og de mest oplagte attraktioner at fokusere på er det gamle havnekvarter ved Bryggen med de smukke, velrestaurerede træhuse i de mange forskellige farver.


Ikke langt fra Bryggen ligger Bergenhus Festning, som bl.a. rummer den imponerende Håkonshallen fra år 1247-1261 og som er den største og mest statelige bygning i den gamle kongsgård.


Håkanshallen og Rosenkrantz-tårnet i Bergen

Her ligger også Rosenkrantz-tårnet, som idag er Bergen bymuseum.

Bergen har sin egen bjerg-togbane, Fløibanen, som er en 8 min. lang togtur til toppen af Fløy-fjeldet, hvor der er en fantastisk panoramaudsigt over byen og det omliggende område. Vær forberedt på lange køer! Nyd også det store fiskemarked, der ligger nær Bryggen. Her kan man se, opleve og også nyde herlig frisk fisk, omend også til ganske friske priser.
Afgang fra Bergen kl. 18.00 på vej mod endnu en smuk by på landets sydlige kyst, Kristiansand.

Dag 5 Kristiansand, onsdag
Ankomst til Kristiansand kl. 13.00. Kristiansand er Sørlandets hovedstad med ca. 80 000 indbyggere, og byen blev grundlagt i 1641 af danske Kong Christian IV.
Byen karakteriseres ofte som Norges sommer by nr. 1 med den skønne skærgård som en perfekt kulisse for afslappende sommerdage med badning i de mange øer, smukke havne og deres små hvide huse. Mange børnefamilier tager også turen til Kristiansand om sommeren for at opleve Dyreparken, Badelandet og Kardemomme by.
I regionen findes nogle af Norges flotteste og reneste strande, Bystranda, Hamresanden og Skotteviga.

Midt i byen ligger den populære Bystranda (By stranden), en dejlig sandstrand med rent vand, badebroer og tro det eller ej, palmer! En af landets fineste naturparker, Ravnedalen ligger i gåafstand fra centrum.

I centrum ligger også Posebyen, som har Nord-Europas vel nok største koncentration af små hvide træhuse, som blev bygget i 1700- og 1800-tallet.


Posebyen. Det skal I opleve!

Kristiansand Dyrepark er landets største familieattraktion, og har utallige aktiviteter og oplevelser at byde på. I dyreparken er der 120 forskellige dyrearter fra alle verdenshjørner. Her findes både løver, tigere, aber, kænguru, kameler, ulve, elge og mange mange flere. Ud over dyreparken findes bl.a. et badeområde med udendørs bølgebad, fritidspark, bil bane, bob-bane m.m., Kardemomme by, stort legeland med bl.a Norges længste rutsjebane og stor underholdningspark med mange fantastiske oplevelser.
I forlader hyggelige Kristiansand igen kl. 19.00 og fortsætter nu retur mod Danmark, mod Århus.

Dag 6 Århus, torsdag
I ankommer til Aarhus kl 09.00. I har nu det meste af dagen til at nyde et ophold her i Danmarks næststørste by. Aarhus er velkendt for de fleste, og en længere beskrivelse er næppe nødvendig, men lad os alligevel liste de ting, som vi mener er værd at gå efter:
Den Gamle By. Danmarks eneste museum uden for hovedstaden med tre stjerner i Guide Michelin, og som giver et levende billede af livet, som det var engang.
Your rainbow panorama. Først skabte han en sol til London, så kreerede han vandfald til New York, og nu har den verdenskendte kunstner Olafur Eliasson så skabt en regnbue til Aarhus på toppen af ARoS Aarhus Kunstmuseum.
Moesgaard Museum. Et moderne museum som sætter fokus på kultur, natur og arkitektur.
Musikhuset Aarhus. Musikhuset Aarhus byder på rigtig mange flotte forestillinger og samtidig på mange muligheder for at kombinere og koble ekstra oplevelser på det, som foregår i salene.
Domkirken
Marselisborg slot
Café og restaurantmiljø ved Å’en
...og meget, meget mere
Der er afgang fra Aarhus kl. 18.00. Pilen peger nu på Tyskland og kystbyen Warnemünde.

Dag 7 Warnemünde, fredag
Skibet ankommer til den nordtyske kystby Warnemünde kl. 08.00. Byen ligger direkte ved Østersøens kyst ved floden Warnows munding og i bekvem afstand til bl.a. den gamle hansestad, Rostock.

Warnemünde blev grundlagt i år 1200 og i mange århundreder skete der ikke rigtigt noget i fiskerlandsbyen, men i det 19. århundrede begyndte byen sin udvikling henimod at blive en dejlig feriebadeby på grund af de lange, skønne sandstrande i området.
Idag bor her ca. 9000 indbyggere, og naturen, de dejlige strande, den fantastiske beliggenhed og det hyggelige bymiljø er nok de faktorer, som gør Warnemünde til et eftertragtet feriested. Det gamle fyrtårn fra 1897 er en stor attraktion.


Eksempler på smukke, gamle bygninger i Rostock ses bedst i Alexandrinenstrasse.

Den gamle hansestad Rostock ligger blot 20 km væk og er så absolut et besøg værd med de gamle huse og pladser. Ikke mindst den smukke ’Neuer Markt’ med rådhuset. ’Kerkhofhaus’ lige bag rådhuset er fra 1400-tallet og nok en af de bedst bevarede murstensbygninger i Rostock.
Kirker er der masser af i Rostock og et af de ypperste eksempler er Marienkirche, der blev bygget i 1200-tallet og udvidet og modificeret i 1300-tallet.

Kirken huser bl.a. et smukt astronomisk ur fra 1472, bygget af tyskeren Hans Düringer.

Skibet sejler fra Warnemünde igen kl. 19.00, og kursen sættes nordpå mod endemålet for krydstogtet, København.

Dag 8 København, lørdag
I lægger til igen i Københavns Havn kl. 08.30 og et dejligt oplevelsesrigt krydstogt er slut.

back.gif (1696 bytes)