Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
Rejseplan med afgang fra
Aarhus ved Bilka (v. Cirkel K tank), Agerøvej, Tid: 07:40, søndag morgen den 10. juni, 2018

Det fantastiske ved ferieoplevelser ved Amalfikysten er, at vi i én og samme rejse kan blande den smukke italienske natur, den sydlandske feriestemning og uendelige mængder af arkæologiske perler som udflugtsmål, og det er alt sammen med til at gøre rejsen komplet.
På vejen mod Amalfikysten har vi desuden 2 nætters ophold i hjertet af Rom på Hotel Navona, og vi har indlagt en indholdsrig dag i den italienske hovedstad med fokus på det antikke Rom.
Har du allerede besøgt Rom, tager byen ikke skade af dit besøg igen.
På Sorrentohalvøen bor vi på det dejlige **** Grand Hotel Hermitage og Villa Romita, der ligger ved den hyggelige by, St. Agata ved Sorrento.
Næsten alle steder fra hotellet betages vi af den enestående udsigt over Sorrentobugten.
Hoteller på vores vej til og fra Amalfikysten er alle af god turistklasse.

Dagsprogram

1. og 2. dag, søndag og mandag: Danmark – Midttyskland – Italien

Efter påstigning går rejsen via Padborg til vores overnatningshotel ved Nürnberg. Vi ankommer midt på aftenen, hvor middagen venter. Efter morgenmaden fortsætter vi sydpå igennem det storslåede Sydtyskland og Østrig, og først på aftenen kommer vi til Verona, som vi overnatter i nærheden af.  Middag ved ankomst.

3. dag, tirsdag: Verona – Rom
Efter morgenmaden besøger vi Romeo og Julies by, Verona et par timer. En sand, arkitektonisk perle med verdens tredjestørste amfiteater, kendt som Arena di Verona.

Omkring middag fortsætter rejsen gennem Appenninerne mod Rom, hvor vi skal bo lige i hjertet, mellem Piazza Navona og Pantheon. Aftensmad denne aften er ikke inkluderet, men gå gerne med rejselederen på restaurant i nærheden.

4. dag, onsdag: Byrundtur med lokalguide
Sammen med lokalguide besøger vi Forum Romanum og Colosseum, og skal naturligvis også se Trevifontænen, Piazza Navona m.m. Har man lyst, kan man sammen med rejselederen gå en tur til den mægtige Peterskirke. Om aftenen er du igen velkommen til at gå med rejseleder på lokal restaurant.

5. dag, torsdag: Rom – Pompei – Sorrento
Efter morgenmaden sætter vi os til rette i bussen og kører mod syd. Undervejs besøger vi det berømte, højtbeliggende Montecassino-kloster, der blev grundlagt af St. Benedikt. Klostret er i dag en rekonstruktion, da den gamle bygning blev meget ødelagt under de hårde kampe under Anden Verdenskrig. Først på eftermiddagen ankommer vi til antikkens Pompei, som er beliggende neden for vulkanen Vesuv, der ved sin eksplosion i år 79 efter Kristi fødsel fuldstændig begravede Pompei.

Først langt op i tiden blev byen genfundet, og i 1748 begyndte udgravningen. Man graver stadig og gør vigtige, arkæologiske fund. Vi får en grundig rundvisning på området af vores lokalguide, hvorefter vi kører til Sant’Agata på Sorrentohalvøen. Indkvartering og middag.


Indkvartering dag 5, 6, 7, 8 og 9 på Grand Hotel Hermitage

6. dag, fredag: Sorrento
For dem der har lyst kører bussen efter dejlig morgenmad til Sorrento, hvor der bliver nogle timers ophold til at gå rundt og nyde stemningen. Man kan også vælge at blive og slappe af på hotellet.

7. dag, lørdag: Paestum. Heldagstur til de mest betydende græske monumenter på det italienske fastland

Via Castellamare di Stabia og Cava de Tirreni kommer vi til Salerno. Herfra kører vi ad kystvejen mod Paestum. Allerede omkring år 600 før vor tidsregning grundlagde græske bosættere byen Poseidonia, opkaldt efter den græske havgud. Byen udviklede sig hurtigt til at blive et vigtigt handelscentrum, og mange nye bygninger kom til. For at beskytte byen rejstes en bymur, som er knap 5 kilometer lang og op til 5 meter tyk. I romersk tid skiftede byen navn til Paestum. Kun en brøkdel af byen er indtil videre udgravet, men her finder vi 3 templer. Den såkaldte Basilika var viet til Hera ligesom det noget mindre såkaldte Neptun- eller Poseidontempel. Det tredje udgravede tempel, Cerestemplet, var i virkeligheden viet til Athene. Vi gør et længere ophold, så man kan se templerne og det glimrende museum. På vej tilbage mod Sorrento gør vi holdt ved et af de mange mejerier, som fremstiller mozzarella af bøffelmælk.

8. dag, søndag: Capri - Heldagstur til kærlighedens ø
De fleste kender Four Jacks udgave af ”Det var på Capri”, som handler om ulykkelig kærlighed. Også på andre sprog har forfattere fået inspiration af Capri, og i 50´erne var Caprifiskernes Sang en landeplage i Tyskland. Fra havnen i Sorrento tager vi den korte tur til Capri, som kun dækker et areal på 10,5 kvadratkilometer, men som alligevel tiltrækker turister fra hele verden. Skibene lægger til ved Marina Grande. Herfra går tandhjulsbanen op til Capri by, som er præget af de mange turister. Her kan købes alle luksusvarer, ikke bare fra italienske, men fra hele verdens modehuse, parfumerier og alkoholproducenter. Selv om Capri er lille, deles øen i to af bjerge, som hæver sigop til 589 meter over havet. Først i 1874 blev der bygget vej mellem Capri by og Anacapri – den anden landsby på øen. Indtil 1874 kunne Anacapri nås af en trappe, Scala Fenicia, med over 500 trin fra Marina Grande. Vi tager den lokale bus til Anacapri og besøger den svenske læge og forfatter Axel Munthes Villa San Michele. Villaen blev bygget mellem 1896 og 1910 og indeholder et museum om Axel Munthe. Entré til sejlads, tandhjulsbane og minibus er ikke inkluderet.

9. dag, mandag: Amalfi - Heldagstur med lokal bus
Amalfikysten har af gode grunde ry for at være en af de smukkeste stejlkyster i Europa og blev i 1997 udnævnt til at være på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Amalfiteana, som italienerne siger, betegner en ca. 40 kilometer lang panoramavej fra den sorrentinske halvø til Vietri sul Mare.


Vietri sul Mare

Panoramavejen blev hugget ind i klippesiden i 1840erne. De små kystbyer blev i middelalderen grundlagt af søfolk, som ønskede en naturlig beskyttelse. Da der ikke var meget plads ved kysten, var man nødt til at bygge nærmest lodret op ad bjergvæggene. Der bliver mulighed for besøg i Positano, Amalfi og Vietri sul Mare.


Positano

Entré til busturen med lokal bus er ikke inkluderet.

10. dag, tirsdag: Orvieto og til Verona
Vi har en smuk rejsedag foran os i det italienske landskab. Vi ser, hvorledes landskabet skifter fra det bjergrige Syditalien til den flade Po-slette. Ved middagstid har vi ophold i den smukke by Orvieto, som vi når med tandhjulsbane.


Byens kirke og torv er et klassisk eksempel på smuk italiensk byggeskik. Overnatning syd for Verona. Middag ved ankomst.

11. og 12. dag, onsdag og torsdag:Verona – Midttyskland – Danmark
Efter morgenmaden begynder vi turen mod Danmark. Middag og overnatning i Midttyskland. Herfra videre mod Danmark.
Hjemkomst til Aarhus ved Bilka (v. Cirkel K tank), Agerøvej, ca. kl. 20.35.

back.gif (1696 bytes)