Klik - her eller under teksten for at komme videre!
Jungletur foretaget i sommeren 1981 - uddrag fra dagbogsiderne 32 og 33:

"I en såkaldt ekspresbus, der afgik mod vest fra hovedstaden Quito kom jeg til at sidde ved siden af Holger Velastgui Dominguez. Holger var direktør for en kommerciel radiostation i byen Santo Domingo de los Colorados, en by med ca. 100.000 indbyggere.
De efter sigende venligtsindede indianerstammer, der bor i junglen uden for byen fik jeg lejlighed til at møde efter en frokost hos Holger.
Holger tilbød nemlig selv at køre derud og være min ledsager på turen ind i junglen. Den ecuadorianske venlighed og gæstfrihed overraskede mig endnu en gang på særdeles positiv. måde.

Straks jeg var blevet indkvarteret på hotel Galeta i byen, skulle jeg nemlig tage imod en invitation gående ud på at få forevist radiostationen, hvor der var 22 ansatte. Stationen sender fra klokken 5 om morgenen til midnat. Da jeg i bussen fortalte Holger, hvad den danske statsradiofoni med flere tusinde ansatte kunne producere af radio- og TV-udsendelser,  var han lige ved at falde af bussen i forbavselse. På direktørens kontor fik jeg forevist en tyk mappe i hundredvis af breve fra kortbølge-amatører over hele verden. Korrepondance-mappen indeholdt også et par breve fra danske kortbølge-amatører, men mange fra Sverige og Finland.

Under opholdet på stationen mødte jeg Holgers to sønner, der begge var ansat på radiostationen. De ville gerne gøre studier i Vesteuropa, specielt i Vesttyskland. Jeg fortalte bl.a. at når jeg havde valgt at gøre ophold i Santo Domingo de los Colorades, skyldtes det, at jeg gerne ville forsøge at møde indianerne fra denne specielle Colorado stamme. Allerede fra en meget ung alder går alle mænd fra denne stamme rundt med en meget særpræget frisure. I nakken og og omkring ørerne er de meget kortklippede. mens selve hårtoppen er dænget til med knaldrødt ler, der er formet på en sådan måde, at det på afstand ser ud som om, at alle indianerstammens mænd går rundt med en rød kasket på hovedet.

Under frokosten hos Holger forespurgte jeg, om der muligvis gik en lokal bus ud til en af disse indianerstammer i omegnen. Det var der ganske vist, men Holger havde et bedre forslag.
Ud over at være leder af radiostationen drog han undertiden selv ud i marken og lavede radio-intrviews.

"Nu slår vi to fluer med eet smæk"!

Ja, det med fluerne sagde Holger ikke, men han sagde alligevel noget lignende på spansk.
Han sagde videre, at der i en af indianerstammerne for nylig har været afholdt høvdingevalg. Nu tager vi bilen, og så kører vi så langt ud i junglen, som vi kan med den, og så går vi resten af vejen til fods hen til Alfredo, en heksedoktor og spåmand, som jeg kender lidt til.

Han sagde også, jeg vil forsøge at lave et interview med Alfredo, som måske kan bruges i radioen. Vi kan sikkert også af ham få at vide, hvem der er blevet valgt til ny høvding over stammen. Vi kan muligvis senere finde frem til den nyvalgte høvding og så lave et interview med ham. Mens jeg interviewer kan du sikkert få lejlighed til både at filme og fotografere.

Heksedoktor og spåmand sammen med konen, mens Holger interviewer den nyvalgte indianer høvding.

Uddrag fra dagbogsiderne fortsætter herunder:

Jeg syntes selvfølgelig, at det var et overmåde godt forslag, som jeg straks kunne bifalde. Som genbo til radiostationen havde "Professor" Piter sin psykiatriske klinik. Som en af Holgers gode venner blev "Professor" Piter inviteret med til at køre med i den flotte Mustang med nedslået kaleche.
Denne udmærkede bil kunne imidlertid ikke køre helt ud til indianer-spåmanden Alfredos hytte ude i junglen. Vi kørte ca. 15 km. men da vejen efterhånden hørte op, måtte vi parkere bilen og gå det sidste stykke vej ad en snæver junglesti. En fantastisk oplevelse at gå gennem den grønne jungle, der var så frodig og fyldt med righoldig fuglesang og dyreliv.
Det var fuldstændig vindstille, og urskovens mange forskelligartede lyde trængte tydeligt igennem. Hverken farvemæssigt eller lydmæssigt havde jeg aldrig tidligere oplevet noget lignende. Oh! hvilken natur. En næsten dampende og grøn urskov. Det sværmede om os med små vævre kolibrier. Til gengæld var der store sommerfugle og mægtige firbenslignende krybdyr.
Vores smalle spadseresti krydsedes gang på gang helt bogstaveligt af store myrer, der på trods af varmen havde meget travlt med at slæbe frisk bladgrønt hjem til boet.
Vi fandt Alfredo ved hans beskedne bolig, og han var straks rede til at lade sig interviewe til radioen. Jeg filmede og fotograferede imens.
Da Alfredo jo også var spåmand, spurgte jeg, om det var muligt at få at vide, hvordan min personlige fremtid ville tegne sig.
Alfrdo talte normalt til daglig sit normale stammesprog, men han var dog ligesom jeg i stand til at udtrykke sig på nogenlunde forståeligt spansk. På denne måde - med lidt hjælp fra Holgers side - lykkedes det at gøre mig det forståeligt, at skulle Alfredo blive i stand til at udtale sig om min fremtid, ville det blive nødvendigt med mange timers ophold hos Alfredo.
Forud for en evt. spådom krævedes det nemlig, at  jeg på stedet skulle gennemgå flere forskellige prøver, hvoraf nogle syntes mig så ubehagelige, at jeg nærmest må betegne dem som rene og skære manddomsprøver. Det var da også den slags prøve, som unge mænd i stammen skulle gennemgå, nå de kom til såkaldt skelsår og alder.
Jeg skulle bl.a. gennemgå flere forskellige bade. Et af disse bade skulle finde sted i et 1½ meter dybt hul lige uden for Alfredos troldomsværksted. Hullet var så snævert, at en voksen mand af normal størrelse lige kunne stå der med hovedet lige oven vande.
Badevandet skulle nemlig hentes fra en nærliggende lille flod, der løb forbi lige i nærheden.
Da jeg fik at vide, hvad man ville fylde i badevandet, var jeg ikke i tvivl om, at jeg foretrak at leve videre uden spådom fra Alfredos side.
Det var just ikke noget renselsesbad jeg skulle være blevet udsat for.
Jeg kunne nemlig levende forestille mig, hvordan jeg ville have følt mig tilpas - stående i det snævre jordhul, fyldt op med vand til halsen.
Der skulle jeg stå mindst 1 hel time. Det værste var imidlertid, at man konstant ville fylde myrer ud på den lille vandoverflade, store myrer af slags, som jeg lige havde set på min vej hen til Alfredos bolig.
Beskrivelsen af disse spådomsbade gjorde et så voldsomt indtryk på mig, at Alfredo sikkert kunne se, at jeg trængte til noget at styrke mig på.
I hvert fald bød han mig inden for i sit trolddomsværksted og skænkede her et temmelig stort glas sukkerrørsbrændevin op til mig.
Jeg blev straks klar over, at det var nøjagtig den samme stærke drik, som et indianerægtepar forsøgte at drikke sig fulde i for nøjagtig en uge siden i bjergbyen Canar.

Ikke mere sukkerrørsbrændevin til den herre!

At nyde en enkelt drink sammen med Alfredo i hans værksted var dog en slags manddomsprøve, som jeg foretrak at bestå frem for den anden manddomsprøve, som jeg lige havde fået beskrevet.
Det skete under megen morskab fra Holgers og "Professor" Piters side. De blev også budt på en af de stærke drikkevarer, men de forstod at sige nej tak på en så pæn måde, at Alfredo ikke tog det ilde op.
Mens vi opholdt os i trolddomsværkstedet kunne Alfredo ikke dy sig for at udsætte en hvid europæer for en lille manddomsprøve.
Fra ildstedet eller i hvert fald i dets nærhed tog han en temmelig varm sort sten, som han bad mig holde et stykke tid.

Holger tog det billede som er anbragt på første side i bogen.
Jeg tror i øvrigt, at Alfredo drikker meget sukkerrørsbrændevin, for han havde ikke mange tandstumper tilbage i munden.
Alfredo ville gerne præsentere mig for sin kone, indianerfruen i huset. Hun kom da også ud i solskinnet med sine bare hængebryster.

P.S Jeg bad i oktober 2025 ChatGPT om at finde frem til en
nutidig udgave af manddomsprøven hos Tsáchila stammen.
Her må henvises til en anden adresse!