Kort resumé

Mr. Nobody Against Putin er en dokumentar (dansk-tsjekkisk produktion) fra 2025, co-direceret af David Borenstein og Pavel “Pasha” Talankin. Filmen bygger i høj grad på hemmeligt optaget materiale fra Talankin — en folkeskolelærer/videograf i Karabash i Uralerne — som begyndte at filme skolens politisk motiverede “patriotiske” aktiviteter efter invasionen af Ukraine i 2022. Filmen havde verdenspremiere på Sundance 2025 og vandt festivalopmærksomhed; den blev også valgt som Danmarks officielle indstilling til Oscar-kategorien for bedste internationale film. festival.sundance.org+1

Hvordan — produktion og arbejdsproces

• Kilde-materialet: Det centrale råmateriale er optagelser lavet af Pavel “Pasha” Talankin over omkring to år, ofte med officiel dækning som påskud (han var skolens officielle videograf og uploadede materiale til statslige portaler), hvilket gav dækning til at optage scener af undervisning, patriotiske shows og interviews. Wikipedia+1

• Samarbejdet: Borenstein (instruktør/produsent) etablerede kontakt med Talankin, klippede og strukturerede materialet sammen med ham, og Talankin krediteres også som co-instruktør. Det er altså et usædvanligt samarbejde, hvor “feltpersonen” også er skabende kraft. Filmmaker Magazine+1

• Sikkerhed og eksil: Optagelserne blev foretaget under stigende risiko. Ifølge interviews havde Talankin til sidst brug for at forlade Rusland for sin sikkerhed og medbragte flere harddiske med optagelser, som så blev redigeret til dokumentaren i samarbejde med Borenstein. france24.com+1

Hvorfor — motivation og formål

• Dokumentation af institutionel propaganda: Filmen er primært lavet for at vise, hvordan statens patriotiske politik — særligt efter 2022-invasionen — omskaber hverdagen i russiske institutioner (skoler), hvordan børn og undervisere presses ind i ritualer og en ’krigsretorik’. Det er både vidnesbyrd og politisk kommentar. The Guardian+1

• Personligt ansvar og vidnesbyrd: For Talankin handler det om at dokumentere og dermed bevare sandheden om, hvad der sker for børnene og lokalsamfundet — et personligt valg om at bruge sine optagelser til oplysning fremfor at være medskyldig i propaganda. Filmmaker Magazine+1

Filmiske greb, stil og etiske spørgsmål

• Observationsstil + “found footage”: Filmen bygger på et mix af direkte, ofte skjulte observationer (klasseværelser, arrangementer) og senere refleksioner/voice-over/interviews. Både autentisk hverdagsmateriale og kurateret montage bruges for at skabe narrativ og følelsesmæssig fremdrift. indiewire.com+1

• Subjekt-deltagelse: At hovedpersonen selv er med-instruktør skaber nærhed og access, men rejser også et etisk spørgsmål: kan en person, der både er aktør og fortæller, objektivt skildre begivenhederne? Filmen udnytter det som en styrke (autenticitet), men det stiller krav til transparens i redigering og kontekst. Filmmaker Magazine

• Risiko for implicerede: Fordi materialet er kompromitterende for lokale embedsmænd og potentielt farligt i et klima, hvor kritik kan kriminaliseres, er der også en etisk forpligtelse til at beskytte kilder og medvirkende — noget filmen og holdet har været opmærksomme på i forbindelse med Talankins flugt. france24.com

Modtagelse og betydning

• Kritikere: Filmen modtog generelt positive anmeldelser ved Sundance og efterfølgende festivalvisninger; kritikere nævner dens rå autenticitet og følelsesmæssige slagkraft. Metacritic/Rotten Tomatoes viser generelt gunstige scores. metacritic.com+1

• Priser og festivaler: Filmen fik stor festivalopmærksomhed (Sundance, Hot Docs mv.) og vandt priser/er blevet rost i festivalkredse — hvilket forstærker dens rækkevidde og politiske impact. festival.sundance.org+1

• Politisk effekt: Dokumentarer som denne har to slags effekt: oplysning internationalt (debatter, pres, kulturel opmærksomhed) og, potentielt, påvirkning på hjemmemarkeder — men i et stadigt mere undertrykkende Rusland er direkte effekt internt begrænset og risikofyldt. Filmen fungerer derfor primært som udenlandsk vidnesbyrd. The Guardian+1

Hvad er uklart eller omdiskuteret

• Det er vanskeligt at måle konkret, hvor meget sådan en film ændrer holdninger i Rusland selv (pga. censur og risikofaktorer). Der er også løbende debat om dokumentaristers ansvar, når de samarbejder med lokale aktører, der risikerer straf — et spørgsmål filmen selv illustrerer. france24.com+1