Klik - her eller under teksten for at komme videre!
Eugen Warmings Vej
Navngivet i 1922 efter botanikeren Johannes Eugenius Bülow Warming (1841-1924).
Han blev professor i botanik først i Stockholm og siden i København samt
direktør for Botanisk Have ( ). Foretog mange videnskabelige studierejser og
bidrog med mange væsentlige beskrivelser af planternes morfologi, men blev især
kendt som grundlæggeren af planteøkologien. Navnegruppe sydvest for Botanisk
Have med danske botanikere.
Martin Vahls Vej
Navngivet i 1922 efter den norsk-danske botaniker Martin Vahl (1749-1804).
Studerede under Linné i Uppsala og blev senere en betydelig beskriver i
systematisk botanik idet han påviste og opstillede mange nye planteslægter og
arter. I 1801 blev han professor i botanik ved Københavns Universitet.
Medvirkede ved udgivelsen af værket "Flora Danica". Navnegruppe sydvest for
Botanisk Have med danske botaniker.
Johan Langes Vej
1818-98, botaniker. Lange var fra ti-års alderen i pleje hos sin morfar, pastor
Bredsdorff i Vester Skerninge vest for Svendborg. Student 1836 og kom derefter
til København, hvor han boede hos sin grandonkel
J. W. Hornemann. Studerede botanik
samtidig med at han underviste. 1851 ansat som assistent og bibliotekar ved
Botanisk Have. Rejse i årene 1851-53 i Sydfrankrig og Spanien og hjembragte
store plantesamlinger.
I 1856 blev Lange direktør for Botanisk Have, og han forestod flytningen fra Charlottenborg til den nuværende placering på voldarealerne. Udover direktørarbejdet var han også docent, senere professor ved Veterinær- og Landbohøjskolen.
Lange var blandt medstifterne til Botanisk forening. Han udgav i 1850-51 Haandbog i den danske Flora, der kom i fire forbedrede udgaver indtil 1888; håndbogen var i lange tider standardværket om den danske flora.
Lange var den sidste udgiver af Flora Danica. Han udgav hæfte 44 i 1858 sammen med Japetus Steenstrup; alene stod han for udgivelsen af hæfte 45-51, 1861-83 samt suppl 2-3, 1865-74, i alt 600 tavler. Efter færdiggørelsen udgav han Nomenclator Floræ Danicæ i 1887. Denne håndbog lister alle tavlerne i Flora Danica: Der er en afdeling i tavleorden med angivelse af navnet i Flora Danica og de på Langes tid gældende latinske navne; der er desuden en systematisk afdeling og geografisk afdeling samt naturligvis et alfabetisk register. Nomenclator er den dag i dag hovednøglen til Flora Danica.
Ud over Nomenclator genudgav Lange efter færdiggørelsen af Flora Danica en stor del af tavlerne i systematisk orden i 5 bind.