Klik - her eller under teksten for at komme videre!
Mødrene fra Plaza de Mayo

Ved den ene ende af Plaza de Mayo ligger præsidentpaladset, som hedder Casa Rosada eller "det lyserøde hus" på grund af murværkets farve. I den anden ende af plaza’en findes en af Buenos Aires få bygninger fra kolonitiden, Cabildo’en eller rådhuset, som i dag er et museum. Ved siden ligger Katedralen, hvor befrier general San Martin ligger begravet. Fra Plaza de Mayo strækker sig Avenida de Mayo, til Palacio del Congreso (Kongressen). Midt på Avenida de Mayo, krydser den berømte Avenida 9 de Julio, der er verdens bredeste boulevard, her rager Obelisco op i luften. Ved Avenida 9 de Julio ligger Teatro Colon, tredje største operahus i verden.

Plaza de Mayo er det sted hvor nogle mødre engang om ugen stadig demonstrerer fordi deres sønner forsvandt under Argentinas militærdiktatur-dage - også kendt som "den beskidte krig".

Mødrenes mangeårige indsats tog sit udgangspunkt i 70ernes anden halvdel? Argentina var i den periode præget af kaos og vold, og i marts 1976 overtog hæren gennem et militærkup magten. Det nye regime erklærede, at de ønskede at rette op på landets dårlige økonomi og gøre en ende på den politiske vold, men det skulle  vise sig at komme til at gå helt anderledes. Tværtimod indledte juntaen i al hemmelighed den såkaldte “beskidte krig" mod alle former for opposition, hvilket resulterede i tusindvis af bortførelser og forsvindinger. Man regner med, at op mod 30.000 forsvandt i årene under militærdiktaturet.
 
Argentinas befolkning var lammet af rædsel, og tavsheden syntes at sænke sig over den velplanlagte og hensynsløse eliminering af regimets modstandere, indtil en lille gruppe på 14 kvinder, hvis børn var forsvundet, den 30. april 1977 mødte op foran præsidentpaladset på Plaza de Mayo i deres første offentlige protestdemonstration. Mødrene bar skilte med navne og fotos af deres forsvundne sønner og døtre og med undtagelse af en kort periode i slutningen af 70erne, hvor også adskillige af mødrene blev bortført og forsvandt, har de siden da demonstreret hver torsdag.
Militærjuntaen kaldte dem “De gale mødre fra Plaza de Mayo", men de havde svært ved at overbevise omverdenen om, at det drejede sig om “kommunister" eller “terrorister", for alle kunne jo se, at det drejede sig om fortvivlede mødre, der blot ønskede at få at vide, hvad der var sket med deres børn. Og det blev denne gruppe kvinder, som mere end nogle andre fik verdens opmærksomhed rettet mod omfanget af militærets forbrydelser.
 
Efter nederlaget i Falklandskrigen i 1982 blev militærjuntaen imidlertid tvunget til at træde tilbage, hvorefter den radikale Raul Alfonsin vandt valget og overtog regeringsmagten. Han nedsatte derefter en sandhedskommission, som indsamlede oplysninger om de tusinder af forsvundne i en tyk rapport, og i 1985 blev der indledt retssager mod tidligere medlemmer af militærjuntaen, men efter at peronistpartiet med Carlos Menem i spidsen i 1989 vandt valget og overtog regeringsmagten, blev der i 1990 givet generel amnesti for de involverede i den beskidte krig.
Og ét af mødrenes hovedkrav er i dag, at de skyldige skal stilles for retten og straffes. Man har forsøgt at få mødrene til at stoppe deres fortsatte protestaktiviteter ved at tilbyde dem klækkelige erstatningsbeløb til de efterladte familier, men det har de sagt nej til.

Nu er mødrene ved at blive gamle, men de er fortsat aktive - i og udenfor Argentina, hvor der gennem årene er blevet dannet mange solidaritetsgrupper. Allerede i slutningen af 70erne opstod der en sådan gruppe i Holland, der har været med til at skaffe mødrene deres hus i Buenos Aires, hvorfra deres aktiviteter i dag udgår, og hvor der nu også kommer mange unge.