Klik - her eller under teksten for at komme videre!
Recoleta er et fornemt kvarter i den nordlige del af byen med store parker, museer og andre kulturelle institutioner. Her ligger den grandiose Recoleta’s kirkegård. "Requiescent in pace" står mejslet i marmor over den pompøse søjleindgang til dette sidste hvilested for berømte navne i Argentinas historie. Velholdte alleer og passager adskiller de voluminøse og prætentiøst udsmykkede familiemausolæer i denne "de dødes by i byen". På Recoleta, som er forbeholdt eliten og de velbeslåede, hviler landets politiske navne, rige godsejere og industrimænd. Det siges, at nogle få kvadratmeter her rangerer blandt de dyreste jordlodder på kloden. At blive lagt til hvile på Recoleta var – og er fremdeles – et statussymbol. De små lodder er "big business" og handles til millionbeløb – ofte til større summer end prisen på en kostbar lejlighed i de elegante karreer, som omgiver kirkegården.
Eva Peron’s granitkapel, hvor hun
hviler sammen med andre medlemmer af Duarte-familien. Vel noget af et paradoks,
at præsidentfruen, som i live var afskyet og foragtet af den argentinske elite,
i døden dvæler i deres midte. Hendes ægtefælle, præsident Juan Peron, som det
blev forment at hvile her, ligger på en anden af storbyens prominente
kirkegårde. Få skridt derfra ligger en dejlig gammel Jesuit kirke, El Pilar.