Klik - her eller under teksterne for at komme videre!
Sierra Madre og Sierra de los Cuchumatanes er to bjergkæder der gennemskærer landet fra øst til vest. De består af en række aktive vulkaner og er præget af hyppige jordrystelser. Mellem disse to bjergkæder ligger højlandet (altiplano), der består af dårlige jorder og er et let bytte for erosion. Højlandet udgør 26% af landets areal, og her bor 53% af befolkningen. Her findes kaffeplantager og subsistenslandbrug drevet af de indianske småsamfund. Lavtlandsområdet ud mod Caribien er det mest udstrakte, er dækket af tropisk regnskov, men er samtidig det tyndest befolkede. I dalene ud mod Caribien og mod Stillehavet findes der bananplantager, sukkerrørs-, bomulds- og kaffeplantager. I 1980 var 41,9% af landet dækket af skov. Dette tal var i 1990 faldet til 33,8%, hvilket er en faretruende udvikling for landets meget varierede økosystem.
Befolkning
Folket: Omkring 61% af befolkningen er efterkommere af Maya
folket. Landets befolkning kan udfra
sprog og
kultur inddeles i 4
hovedgrupper: ladinoerne (efterkommere af spaniere og den oprindelige
befolkning), mayaer, garifunaer (i området ud mod Caribien) og xinca.
Religion: Overvejende katolsk. Siden starten af 1980'erne er en lang række evangeliske sekter trængt ind i landet og desuden praktiserer en betydelig del af den oprindelige befolkning fortsat deres egne religiøse ritualer.
Sprog: Spansk (officielt), men størstedelen af mayabefolkningen har et af de 22 mayasprog som hovedsprog.
Officielt navn: República de Guatemala.
Administrativ inddeling: 22 departementer
Hovedstad: Guatemala, 2.000.000 indb. (1995), men i dag, 2003, nok snarere 3 millioner indbyggere.
Andre vigtige byer: Mixco, 436.668 indb.; Villa Nueva, 165.567 indb.; Quetzaltenango, 88.769 indb. (1989); Escuintla, 62.051 indb. (1990) Chinautla, 61.335 indb. (1995).
Regering: Alfonso Portillo Cabrera, præsident siden januar 2000.
Nationaldag: 15. september (Uafhængighedsdagen, 1821)
Væbnede styrker: 44.200 soldater (1996)
Paramilitære styrker: 10.000 (Policía Nacional, Nationalpolitiet); 2.500 (Guardia de Hacienda, Skattepolitiet); 500.000 (Civilforsvarspatruljer, milits og reserven).
Under de første ti århundreder i vor tidsregning blomstrede mayacivilisationen i det, der i dag er Guatemala samt dele af Mexico, Honduras og El Salvador.
Under ledelse af Pedro de Alvarado trængte de spanske conquistadores i 1524 ind i landet, grundlagde hovedstaden Guatemala og fik 2 år senere total kontrol over landet, der endnu befandt sig i en overgangsfase efter det gamle maya imperiums sammenbrud. Der eksisterede en betydelig rivalisering mellem mayafolkene, først og fremmest de vigtigste folk: K'iche', Kaqchi', Mam, Q'eqchi', Poqomchi', Q'anjob'al og Tz'utujiil. Konflikterne gavnede besættelsesmagten, der dog alligevel hyppigt blev stillet overfor hårdnakket modstand.
Den 15. september 1821 erklærede landets storgodsejere, storkøbmænd og koloniadministrationen Guatemala for selvstændigt af Spanien. Landet gik da under navnet Capitania General de Guatemala og bestod af alle 5 nuværende Mellemamerikanske lande. Selvstændigheden blev udråbt samtidig med Mexico, «for at udgå de skræmmende konsekvenser der kunne opstå, hvis folket selv udråbte selvstændigheden», som det hed i erklæringens pkt. 1. Det ny land fik navnet Mellemamerikas Forenede Provinser. Det blev dog opløst allerede i 1839, som følge af splittelse mellem borgerskabets forskellige fraktioner og den britiske imperialistiske politik, der sigtede mod at dele de amerikanske nationer.
Tynget af gæld havde regeringen allerede i 1831 overdraget vidtstrakte skovområder til Storbritannien, der ville udnytte dem til skovning. Området ud mod Caribien fik først navnet Britisk Honduras, og efter selvstændigheden, Belize.
I midten af det 18. århundrede opfandt europæerne kunstige farvestoffer, hvilket kastede Guatemala ud i en dyb økonomisk krise, da naturlige farvestoffer som indigo hidtil havde været landets vigtigste eksportartikler. Produktionen af farvestoffer blev nu erstattet med produktionen af kaffe. I 1871 gennemførte de liberale en «reform», der indebar at den indianske befolknings jorder blev eksproprieret og overdraget storgodsejerne, der udnyttede den til kaffeproduktion. Konflikten mellem den liberale og konservative del af borgerskabet blev som i resten af Latinamerika kendetegnende for det politiske liv i landet i den sidste fjerdedel af det 19. århundrede. I samme periode ankom tyske settlere til landet, og da de kastede sig ind i kaffeproduktionen skabte det yderligere konflikter i.f.h.t. det traditionelle borgerskab.
I slutningen af det 19. århundrede kom Manuel Estrada Cabrera til magten. Han regerede landet frem til 1920 og åbnede op for nordamerikansk kapital, der i løbet af få årtier blev ejer af landets jernbaner, havne, elektricitetsproduktion, søfart, den internationale post og først og fremmest vidtstrakte landområder, som det magtfulde multinationale selskab, United Fruit Company (UFCO) brugte til at producere bananer på.
General Jorge Ubico Castañeda var den sidste repræsentant for soldatergenerationen fra 1871 og blev i 1931 valgt som præsident for det liberale parti. Han blev væltet ved et folkeoprør i 1944, der også fik støtte fra USA, fordi Ubico plejede tæt omgang med nazi-tyskland. Den såkaldte «Oktoberrevolution» udskrev valg i hvilke reformpolitikeren Juan José Arévalo blev valgt til præsident. Han indledte en økonomisk og social reformproces.
Arévalos regeringsperiode var præget af politisk og økonomisk åbning. I 1945 fik kvinderne stemmeret - bortset fra analfabeterne - og samme år opstod den første bondefagforening. Som led i reformprocessen gennemførte Arévalo en jordreform, der også berørte UFCO. Det nordamerikanske selskab fik nationaliseret store jordområder, der var uopdyrkede og som det havde haft i reserve. Skridtet blev af USA's regering karakteriseret som «en trussel mod USA's interesser». Det var midt under den kolde krig, og USA indledte nu en heftig kampagne mod Arévalo og hans efterfølger Jacobo Arbenz' demokratisk valgte regeringer.
John Foster Dulles var USA's udenrigsminister og samtidig aktionær og advokat for UFCO. Han lagde nu pres på Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) for at få denne til at fordømme Jacobo Arbenz' regeringens reformer. Hans bror, Allen Dulles var direktør for CIA og tidligere direktør for UFCO. Han organiserede nu en invasion af Guatemala fra nabolandet Honduras, «for at få bragt kommunismen til fald». Den nordamerikanske anførte blodige invasion bragte Arbenz til fald, og UFCO fik umiddelbart sine jorder tilbage, der ellers skulle være overdraget jordløse bønder. Det nye militærdiktatur fik nordamerikanske skyggeministre på alle poster. Landet var kastet ud i et militærdiktatur, der kom til at strække sig i over 35 år. Diktaturet holdt godt nok valg i 1970, 1974, 1978 og 1982, men de var hver gang præget af omfattende svindel, kun den ekstreme højrefløj havde mulighed for at stille op og militærets kandidater blev favoriseret.
 |
|
Kvinderne spillede også en vigtig rolle i guerillaen
URNG. |
Under disse omstændigheder opstod der væbnede revolutionære bevægelser. I 1962 gjorde dele af militæret oprør og en gruppe yngre officerer dannede landets første guerillaorganisation, Fuerzas Armadas Rebeldes (De væbnede styrkers Rebeller, FAR). I 1975 dannedes Ejército Guerrillero de los Pobres (De fattiges Guerillahær, EGP), og i 1979 Organización del Pueblo en Armas (Det bevæbnede folks Organisation, ORPA). FAR havde oprindelig koncentreret sine politiske og militære aktiviteter blandt ladino landarbejdere og bønder i landets nordøstlige del, men var blevet nedkæmpet af militæret i 1967-68. EGP og ORPA erkendte i stedet, at det var nødvendigt at koncentrere arbejdet blandt landets mest undertrykte og samtidig største befolkningsgruppe: den oprindelige befolkning, der udgjorde godt 60% af befolkningen.
I 1975 hærgedes højlandet af et voldsomt jordskælv. Genopbygningshjælpen gik overvejende i militærets lommer, men genopbygningen gav den oprindelige befolkning en betydelig erfaring i selvorganisering, hvor de samtidig fik støtte af udenlandske hjælpepræster og skolelærere. I slutningen af 70'erne fik guerillaen derfor jordskredsagtig tilslutning og kontrollerede i starten af 80'erne over halvdelen af landet. I februar 1982 sluttede guerillaen sig sammen i Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca (Guatemalas nationale revolutionære Enhed, URNG), der bestod af EGP, FAR, ORPA samt Partido Guatemalteco del Trabajo (Guatemalas Arbejderparti (kommunistpartiet), PGT).
Undertrykkelsen havde siden 1954 kostet 80.000 civile livet - overvejende dræbt af militæret. Borgerskabet og militæret erkendte nu, at der måtte tages drastiske midler i brug for at hindre guerillaen i at vinde kampen i landet. Den 23. marts 1982 gennemførtes et militærkup, der bragte general Romeo Lucas García til fald. Kort forinden var der afholdt valg, hvor general Annibal Guevara var blevet valgt til præsident, men militæret besluttede, at han var for blødsøden overfor guerillaen og civilbefolkningen og indsatte i stedet et triumvirat anført af general Efraín Ríos Montt på magten.
 |
|
Nattens høst. Lighuset i Guatemala City i 1981 mens
dødspatruljerne hærgede. |
Under anførsel af Montt indledte militæret nu en blodig kampagne mod civilbefolkningen. Iflg. Mao er guerillaen som en «fisk i vandet», hvor «vandet» er civilbefolkningen. Militærets strateger erklærede nu åbent, at når det ikke kunne «fange fisken», måtte det «fjerne vandet». Hele landsbyer blev massakreret af militæret, 470 landsbyer blev slettet af landkortet, over 50.000 blev civile blev dræbt over det næste års tid, 200.000 flygtede ud af landet - først og fremmest til Mexico - og endelig blev 1 million guatemaltekere gjort til «interne flygtninge». De levede skjult i bjergene på flugt fra militæret, eller hos familie andre steder i landet. Endvidere oprettede militæret såkaldte modellandsbyer, der var kopieret fra USA's krigsførsel mod Vietnam. Der var tale om en slags koncentrationslejre, der var under militær kontrol, og hvor befolkningen fik til at opgave at producere eksportafgrøder frem for deres traditionelle afgrøder.
Massakrer, terror og masseflugt var med til at bringe oprøret under kontrol. Militærets vigtigste våben var dog tvangsorganiseringen af alle mænd i højlandet i Patrullas de Autodefensa Civil (Civilforsvarspatruljer, PAC). Patruljerne blev anført af betroede tidligere soldater og mændene (i alderen 15-50) skulle patruljere 3-5 gange ugentligt i området omkring deres landsbyer. Formålet var umiddelbart at begrænse guerillaens manøvremuligheder, men samtidig at indføre en total social kontrol af den oprindelige befolkning. Da PAC systemet var på sit højeste var næsten 1 million mand på denne måde tvangsorganiseret i højlandet.
Men trods oprørsbekæmpelsens brutale resultater kom Ríos Montt diktaturet hurtigt i modsætning til borgerskabet og USA. Montt erkendte, at hvis guerillaen skulle slåes definitivt, krævede det en økonomisk udvikling af højlandet, og for at financiere den var det nødvendigt for borgerskabet at betale højere skatter. Det faldt i meget dårlig jord og allerede i august 1983 blev Ríos Montt derfor væltet ved et kup planlagt af CIA, borgerskabet og dele af militæret. Kuppet bragte general Oscar Mejía Víctores til magten, der lovede en hurtig overgang til «demokrati».
|
|
|
Dannelsen af guerillaorganisation URNG i 1982 var et
stort skridt fremad for befrielseskampen. |
Som et første skridt blev der den 1. juli 1984 afholdt valg til en grundlovsgivende forsamling, der skulle udforme en ny grundlov til erstatning for 1965 grundloven, som militæret i 1982 havde sat ud af kraft. 17 partier fra den ekstreme højrefløj stillede kandidater til valget. Centrum og venstrefløjen havde ingen mulighed for at organisere sig åbent politisk under den fortsatte masseterror i landet.
Den grundlovsgivende forsamling gav de statsansatte ret til at strejke, tillod lederne fra Socialdemokratiet PSD at vende hjem fra deres eksil i udlandet og udskrev valg til afholdelse i november 1985.
Den begrænsede politiske åbning gjaldt ikke venstrefløjen og URNG boykottede derfor valget, der blev vundet af den kristelige demokratiske kandidat, Vinicio Cerezo. Cerezo erklærede fra starten åbent, at han i udgangspunktet kun rådede over 10% af magten, mens resten var koncentreret hos militæret og i borgerskabet. Men samtidig håbede han, at han i løbet af sin regeringsperiode ville kunne tilegne sig en stigende del. Demokratiseringsprocessen var dog begrænset. Hver gang han forsøgte at give blot begrænsede indrømmelser, blev han udsat for kupforsøg fra militærets side. Kupforsøgene blev hver gang nedkæmpet, men budskabet gik igennem, han skulle afholde sig fra reformer. Magten lå hos borgerskab og militær, og der skulle den blive.
Cerezo kastede sig i stedet ud i aktiviteter til fordel for fredsprocessen i Mellemamerika - midt i 80'erne var der væbnede konflikter i gang i samtlige mellemamerikanske stater. Som led i de regionale fredsaftaler forpligtede også Guatemala sig til at indlede forhandlinger med oppositionen, men militæret og borgerskabet var imod, så det var først i oktober 1987, at repræsentanter for borgerskabet og URNG mødtes i Madrid - efter 27 års væbnet kamp.
 |
| Guerillaen havde i perioder af 1980'erne befriet
betydelige dele af landet. (Solidaritet) |
Pga. omfattende modstand og politiske mord kom der til at gå næsten 3 år, før der den 1. juni 1990 kunne underskrives en fælles aftale mellem URNG, Den nationale Forsoningskommission (CNR) og landets legale politiske partier. Processen så dog ud til, atter at ville gå i stå. Landets indbyggere var særdeles skeptiske og ved præsidentvalget 11. november samme år, deltog kun 30% af de stemmeberettigede. Valgets anden runde 6. januar 1991 blev vundet af Jorge Serrano Elías fra partiet MAS.
Serrano regeringen og URNG besluttede at genoptage fredsforhandlingerne. I Nicaragua var krigen endelig afsluttet og i El Salvador var forhandlingerne langt fremskredne. 24-26. april 1991 mødtes de to parter i Cuernavaca i México. Efter tre årtiers væbnet i landet og flere hundrede tusinde civile dræbte besluttede parterne at indlede en forhandlingsproces, der indenfor kortest muligt tidsrum skulle munde ud i en fast og varig fredsaftale. På dagsordenen stod temaer som demokratisering, menneskerettigheder, styrkelse af civilsamfundet og militærets rolle i et demokratiske samfund, de oprindelige folks identitet og rettigheder, forfatningsreformer og valgsystem, socioøkonomiske problemer og jordspørgsmålet, genbosættelse af landets interne og eksterne flygtninge samt genindlemmelsen af guerillaen i det politiske liv.
I slutningen af maj 1991 blev lederen af den vigtige organisation for oprindelige folk, Consejo de Comunidades Etnicas, Runujel Junam, forsvundet. I juli suspenderede USA's senat militærbistanden til Guatemala og URNG krævede øjeblikkeligt stop for krænkelserne af menneskerettighederne. Menneskerettighedsorganisationer kunne berette, at der i de første 9 måneder af Serranos regeringsperiode havde fundet 1.760 menneskerettighedskrænkelser sted. Deriblandt 650 henrettelser.
I september 1991 anerkendte Guatemalas præsident Belizes selvbestemmelsesret, efter at Guatemala gennem århundredet lejlighedsvis havde gjort krav på området. Beslutningen medførte, at udenrigsminister Alvaro Arzú fra PAN partiet trådte tilbage, hvilket drastisk svækkede regeringen.
I 1992 indledtes en debat omkring militærets paramilitære grupper - først og fremmest PAC. I august kritiserede den katolske kirke stærkt regeringens økonomiske politik og udtalte sig til fordel for en jordreform. De oprindelige folks organisationer krævede, at regeringen underskrev ILO's konvention 169 om de oprindelige folks rettigheder på arbejdsmarkedet.
Regeringen oprettede styrken «Hunapú» på basis af ansatte i hæren, politiet og skattepolitiet. I april var medlemmer af Hunapú involveret i et angreb på en studenterdemonstration, hvor studenterne krævede forbedringer i uddannelsespolitikken. En student blev dræbt og 7 andre såret. Internationalt lagde både USA's regering, Verdensbanken og Europaparlamentet pres på Guatemalas regering for at begrænse den politiske vold i landet.
 |
|
Rigoberta Menchú Túm fik i 1992 Nobels Fredspris. Det
var en stor sejr for oppositionen og specielt landets oprindelige folk.
Her fra sejrsdemonstrationen i Guatemala City, 15. oktober 1992. |
Samtidig med at den oprindelige befolkning i oktober 1992 markerede 500 året for ankomsten af de spanske invasionsstyrker til Amerika, blev Rigoberta Menchú Tum tildelt Nobels fredspris. Hun tilhører quiché folket, hendes far var i 1980 blevet henrettet af militæret, og hun havde de følgende 10 år rejst verden rundt for at propagandere mod undertrykkelsen af den oprindelige befolkning i Guatemala.
Den 25. maj 1993 gennemførte præsident Serrano med støtte fra en gruppe officerer et kup. Flere artikler i forfatningen blev ophævet, kongressen og højesteret opløst. Efter omfattende nationalt og internationalt pres - bl.a. fra USA - blev præsident Serrano den 1. juni tvunget til at trække sig tilbage. Efter flere dages usikkerhed blev den tidligere menneskerettighedsombudsmand Ramiro De León Carpio udpeget til ny statschef for den periode Serrano havde tilbage.
De León Carpio gennemførte en udrensning af de officerer, der støttede Serrano. Der blev foretaget ændringer i 5 kommandanturer. Kort tid efter blev Jorge Carpio Nicolle myrdet. Han var præsidentens fætter og leder af partiet UCN.
Siden midten af 80'erne havde de oprindelige folks organisationer kæmpet for retten til udgravning af de massegrave, hvor militæret havde kastet ofrene for dets massakrer. I november 1993 blev flere sådanne hemmelige kirkegårde udgravet. De afslørede resterne af 177 kvinder og børn, der var blevet dræbt under «Río Negro massakren i 1982».
Trods en intens kampagne mod civilforsvarspatruljerne PAC og tvangsrekrutteringen til militæret løb præsident De León Carpio fra sin tidligere holdning til de to temaer, og erklærede at så lang tid der fortsat var en væbnet konflikt i landet, ville begge institutioner blive bevaret. Den 5. august erklærede regeringen, at arkivet over personer der af staten blev betragtet som «farlige» var «forsvundet». Arkivet skulle have været anvendt til efterforskning af menneskerettighedskrænkelser.
 |
|
Landsorganisationen UNSITRAGUA demonstrerer i 1992. |
Regeringens plan for 1994-95 blev lagt frem i august. Den bekræftede fortsættelsen af strukturreformer, gav prioritet til afvikling af statens intervention i økonomien, gennemførelsen af en finansreform samt privatiseringen af offentlige virksomheder.
Et af de vigtige mål for De León Carpio var kampen mod korruptionen indenfor statsapparatet. Den 26. august krævede præsidenten, at medlemmerne af parlamentet og Højesteret trak sig tilbage. Dermed udløstes en konflikt mellem præsident og Parlament, der ledte videre over i en kamp mellem økonomiske og partimæssige interesser, der kulminerede i en aftale om en forfatningsreform mellem præsident og Parlament. 30. januar 1994 blev fastsat som dato for afholdelse af en folkeafstemning, i hvilken befolkningen skulle udtale om oprydning i korruptionen indenfor statsapparatet og gennemførelse af en forfatningsreform.
Efter 22 dages fredelig besættelse af det lokale OAS kontor i Guatemala, gennemført af medlemmer af bondeorganisationen CUC og enkernes organisation CONAVIGUA, gennemførte 5000 indianere en demonstration, hvor de krævede PAC nedlagt.
Uden at have indgået våbenhvile undertegnede regering og guerilla i januar 1994 en aftale om genbosættelse af den befolkning, der var blevet fordrevet som følge af den væbnede konflikt i landet. Takket være aftalen kunne 870 flygtninge nu slå sig ned i Chaculá, Nentón og Huehuetenango, men de fleste genbosættelsessteder var fortsat under militær kontrol. Flygtningene var dog allerede i januar 1993 begyndt at vende tilbage til Guatemala - overvejende fra Mexico. De var blevet mødt af omfattende aggression fra militærets og myndighedernes side.
Folkeafstemningen i januar 1994 blev boykottet af 85% af de stemmeberettigede. 69% af de afgivne stemmer var til fordel for afholdelse af nyvalg til parlamentet og udpegelse af nye højesteretsdommere. Ved det efterfølgende parlamentsvalg var boykotten tilsvarende høj. Det blev vundet af den tidligere diktator Efraín Ríos Montts parti, Frente Republicano Guatemalteco (Guatemalas Republikanske Front, FRG), der fik flertal. Det blev på andenpladsen fulgt af PPN.
FN's observatør i menneskerettighedsspørgsmål i Guatemala, Mónica Pinto anbefalede en demilitarisering af samfundet parallelt med reduktion af militæret, opløsning af PAC og præsidentens Generalstab samt oprettelsen af en Sandhedskommission.
Efter lagvarig tavshed anerkendte landets udenrigsministerium i begyndelsen af 1994 Belize som selvstændig stat, men fastholdt territoriale krav, så lang tid der ikke var fastsat en fælles grænse.
I marts 1994 underskrev URNG og regeringen en aftale om opløsningen af PAC samt FN's overvågning af menneskerettighedssituationen i landet. 3 dage senere blev formanden for forfatningsdomstolen, Epaminondas González Dubón myrdet.
I april fjernedes 300 bondefamilier, der havde besat et gods i provinsen Escuintla. I maj vendte endnu 2.000 flygtninge tilbage til Quiché provinsen, der fortsat var besat af militæret.
 |
|
Guatemalas studerende har en lang tradition for
radikal politisk aktivitet. Også i Guatemala går politikere og
dødspatruljer ind for maskeringsforbud. |
I juni indgik regeringen og URNG en ny aftale i Oslo om «Genbosættelse af ofre for den væbnede konflikt». Endvidere anerkendtes CPR landsbyerne (Comunidades de Población en Resistencia, Modstandslandsbyerne) som tilholdssted for civile, der ikke indgik i den væbnede kamp, og det blev i aftalen anerkendt, at det havde vital betydning at skaffe jord til denne fordrevne befolkning. Den anden Osloaftale fastslog desuden, at der ikke ville blive pålagt enkeltpersoner ansvar for krænkelserne af menneskerettighederne i landet. Hensigten var dermed at neutralisere modstanden fra de sektorer, der var imod en forhandlingsløsning.
Fredsforhandlingerne mellem guerilla og regering gjorde ikke synderlige fremskridt i 1995. Det skyldtes først og fremmest det forestående valg samt militærets og godsejernes interesse i at svække regeringen op til dette. FN missionen rapporterede, at straffriheden fortsat var den største forhindring for respekten for menneskerettighederne, og kunne samtidig berette om hundredevis af tilfælde af tortur, illegale tilbageholdelser og henrettelser.
I august 1995 mistede parlamentets præsident, Efraín Ríos Montt og to medlemmer af hans parti FRG deres parlamentariske immunitet og blev dømt af højesteret for telefonaflytning, dokumentfalsk og magtmisbrug. Det egentlige problem var dog, at de øvrige højrefløjspartier frygtede, at Montt ville vinde det forestående præsidentvalg.
Ved valget i november 1995 fik Alvaro Arzú fra partiet PPN 42% af stemmerne, mens hans nærmeste rival, Alfonso Portillo Cabrera fra FRG kun fik omkring halvdelen. Ved 2. valgrunde 7. januar 1996 blev Arzú valgt til præsident. Valgboykotten var denne gang 63%.
I december undertegnede den nye regering og URNG ved en række ceremonier i Oslo, Mexico og til sidst i Guatemala en række aftaler, der bragte borgerkrigen til ophør, der havde kostet over 200.000 dræbte. Våbenhvilen mellem de to stridende parter blev respekteret, men faldt sammen med en betydelig øgning af kriminaliteten. Det blev vurderet, at omkring 80% af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.
I december 1997 var Guatemala et af de 5 latinamerikanske lande, der var mest berørt af de klimatiske forandringer, der var en konsekvens af ændringer i Stillehavsstrømmen El Niño. FAO sendte fødevarebistand til dette og andre lande i regionen.
Et år efter underskrivelsen af fredsaftalerne stod landet fortsat overfor problemer forbundet med forandringer i militærets strukturer og reintegrationen af de tusindvis af tidligere partisaner i det civile liv.
I september 1998 hærger orkanen Mitch Mellemamerika. Iflg. den latinamerikanske forskningsorganisation CEPAL medfører den skader for 5,36 mia. US$ og 24.000 omkommer - heraf 256 guatemaltekere. Over 100.000 mister deres hjem og den forringede hygiejniske situation sætter landet i «undtagelsestilstand».
Efterforskningen af overgreb mod menneskerettighederne under krigen i landet udløser en bølge af trusler mod efterforskerne og ansatte i retsvæsenet. Efter at have fremlagt en rapport der anklager militæret for ansvaret for massakrerne myrdes biskop Juan Gerardi i 1998. Advokaten der efterforsker mordet flygter til USA, hvor han søger asyl. Som grund angiver han voldsom pression mod efterforskningen og flere dødstrusler. I oktober samme år lader regeringen flere hundrede lig opgrave, der ligger i et område kontrolleret af en eliteenhed i hovedstadens politi. Samme år anslår en rapport fra FN, at omkring 96 % af dødsfaldene under krigen skyldes overgreb fra militæret og andre væbnede regeringsstyrker.
Under 2. valgrunde i præsidentvalget, den 2. søndag i december 1999 får FRG's kandidat Alfonso Portillo 68 % af stemmerne og slår dermed Oscar Berger fra det regerende PAN. Valgdeltagelsen var blot 41 %.
I starten af 2000 fremsatte Guatemala territorialkrav mod lidt over halvdelen af nabolandet Belizes territorium. Guatemala anerkendte i 1991 den tidligere britiske kolonis uafhængighed, men gør altså fortsat territorialkrav gældende. Repræsentanter for de to lande forhandlede kortvarigt i Miami i februar og marts 2000 med OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) som mægler.
