Klik - her eller under teksten for at komme videre!
Tango & Samba med dansk rejseleder i Sydamerika 

Tag med til to af Sydamerikas absolut meget spændende storbyer, Buenos Aires og Rio de Janeiro, på denne rejse, der også bringer dig vidt omkring i utroligt flotte naturscenerier og tæt på de meget stolte og passionerede folkeslag. Besøg et af verdens naturvidundere, de helt fantastiske vandfald Foz do Iguaçu, som opleves både fra Brasilien og Argentina, samt “jetsettets" halvø, Buzíos nord for Rio de Janeiro, hvor der er en strand til ethvert humør.
7. nov.: Afrejse fra Danmark
Fredag: Afrejse fra København eller Billund sidst på dagen mod São Paulo.
På turen til London serveres der først en lille let anretning med øl eller vin og efter London fortsættes der mod Brasilien med cocktails, middag og film på Varigs helt nye MD-11. Alle drinks er gratis undtagen champagne. Flyvetiden beregnes til ca. 11 timer og 40 min. (22.00 - 07.40).
8. nov: Buenos Aires
Lørdag: Ankomst til São Paulo tidligt om morgenen, hvor der skiftes fly, inden der fortsættes til Buenos Aires.
Ved ankomsten står vores guide klar til at køre jer til Hotel Aspen Towers 4****, der er beliggende i hjertet af Buenos Aires.
I løbet af de følgende 4 dage er opholdet dels arrangeret, dels på egen hånd.
9. nov: Byrundtur i Buenos Aires  Klik her, hvis du vil læse om seværdighederne på spansk.

Søndag: Vi kører ad verdens bredeste boulevard til Teatro Colón, som i teaterverdenen er berømt for sin enestående akustik. Der bliver rundvisning på teatret, hvor de også laver deres egne kulisser og kostumer.
På byens centrale plads, Plaza de Mayo, finder vi centrum for de vigtigste begivenheder i Argentinas historie. På pladsen ligger Domkirken og La Casa Rosada (det lyserøde hus), hvor præsidenten har sit virke. Husets balkon er kendt som Evitas balkon, for det var her den berømte præsidentfrue hilste på den jublende befolkning.
Byens ældste del, San Telmo, er kendt for sine mange tango-barer. I bydelen La Boca skal vi opleve argentinsk lidenskab i højeste gear. Fodboldklubben, La Boca, (Diego Maradonas gamle hjemmebane) er det vigtigste samtaleemne i gaderne. De spanske og italienske immigranter byggede huse i flere etager af bølgeblik og malede dem i strålende farver. Husene er stadig beboede, og tango-musikken strømmer ud af alle sprækker. Vi besøger Pilar kirken og Recoleta kirkegården, hvor Argentinas berømteste præsidentpar, Eva (Evita) og Juan Domingo Perón, ligger begravet. Vi kører fra Buenos Aires gennem Isidro til Tigre, hvor vi stopper ved det kæmpestore marked, hvor der bliver tid på egen hånd. Vi slutter turen med en dejlig sejltur i Paraná-deltaet. Aftenen er til fri disposition.

Hotel Aspen Towers
Hotellet er et hyggeligt 4**** hotel i den bedre ende med en lille restaurant og bar i lobby. Værelserne er pæne, med alt hvad man kan forlange af et hotel i den klasse.
10. nov: Buenos Aires
Mandag: Dagen til fri disposition i Buenos Aires.

11. nov: Tango-show & dinner
Tirsdag: Aftenen tager sin begyndelse med maden for siden at fortsætte til tonerne af tangoens specielle rytmer, markante trin og sangens sødmende lyrik. Turen køres til 4 forskellige shows, La Ventana, Tango Mio, Casa Blanca eller El Queredi. Showene slutter ved midnat, hvorefter det igen går retur til hotellet.

Buenos Aires
Buenos Aires, Argentinas kosmopolitiske hovedstad, der aldrig sover. Dette er tango, fodbold, gauchoérnes og »asado-ernes« hovedstad, der aldrig stopper med at tryllebinde den besøgende med sin atmosfære og varierede udtryk, som man finder i de forskellige bydele. Byen er Sydamerikas mest europæiske by, fra dens parisiske kvarterer, til den mere nutidige arkitektur og dette på sin egen facon, der hensætter den besøgende i et metropol man ikke helt kan placere, da den rummer reminiscenser af meget, og samtidig har sit eget udtryk. Dette er stedet, hvor der er tid og rum nok til alle.
Byen, der på engang er Argentinas finansielle og kulturelle center, rummer ca. 1/3 del af Argentinas befolkning. Den er opdelt i forskellige kvarterer som den besøgende må opleve. Med udgangspunkt i nøgleord fra Buenos Aires, som Tango, Evita og Juan Perron, Boca Juniors og Maradona, og kvinderne fra Plaza de Mayo kan oplevelserne tage sin begyndelse. Læs evt. mere her.

12. nov: Foz do Iguaçu
Onsdag: Efter morgenmaden vil I blive afhentet på hotellet i Buenos Aires og kørt til den lokale lufthavn, Aeroparque, hvorfra der flyves til Iguazú.
Ved ankomsten holder vores lokale guide klar til at køre jer til Hotel Sheraton Iguazú, der er fornemt beliggende med direkte udsigt ned over de storslåede vandfald. Vi har sørget for at alle har udsigt fra deres værelser.
Hotel Sheraton Iguazú
Hotellet er et 5 ***** hotel med alle de muligheder og den komfort man kan forvente. Det er beliggende i en smuk have i umiddelbar nærhed af den argentinske side af vandfaldene.
De næste to nætter er der ophold ved vandfaldene. Vi tilbyder en enkelt tur til den brasilianske side af faldene, da det grundet beliggenheden af hotellet ikke er nødvendigt at lave ture til den argentinske side.
13. nov: Foz do Iguaçu
Torsdag: Dagen til fri disposition omkring de fantastiske vandfald.
Man kan med fordel besøge Visitors Center på den argentinske side, hvor man kan købe ekstra ture til en sejltur helt op under faldene, samt billetter til det lille tog der kører mellem de forskellige afsnit af faldene.
Foz do Iguaçu

Foz do Iguaçu er et af verdens 3 store vandfald, men det er både større, bredere og mere vandfyldt end de to andre.
Det bedste indtryk af faldene får man tidligt om morgenen ved et besøg på den brasilianske side, hvor man har den bedste udsigt over faldene. Vandfaldene betragtes fra en sti der løber langs med faldene til bunden, hvor en lift kører op til et niveau, hvorfra bussen returnerer til byen eller til hotellet.
Eftermiddagen bruges med fordel på den argentinske side, hvor man kan komme tæt på alle de mindre fald, der tilsammen udgør det samlede vandfald. En serie af små broer spænder over faldene, hvorfra man har en pragtfuld udsigt over den argentinske del. Turen her består af 3 dele. En tur til bunden af faldene, hvor man får et flot panoramisk udsigt over disse. Turen kan kombineres med en tur til Isla San Martin, hvortil der sejler en gratis båd på det korte stykke. Når man kommer op fra dybet, forbindes toppen af faldene af en række stier og gangbroer til et punkt ca. midt på disse. Tilbage i 1983 kunne man fortsætte betydeligt længere, men store vandmasser har ødelagt de tidligere så imponerende broer, som nu i dag er delvist genopbygget.
Den sidste tur af gangbroerne er til kanten af Djævlens hals, der i dag kun kan nås med en gangbro fra Pto. Canoa og den byder på et frygtindgydende kig ned i djævlens gab, fra toppen af en sikker klippehylde, 60 meter ned i de frådende vandmasser.

14. nov: Brasilianske fald / Rio
Fredag: Efter morgenmaden går det nu mod Brasilien. Vi skal opleve den brasilianske side af faldene fra morgenstunden, inden det går mod lufthavnen i Foz do Iguaçu.
Fly til Rio de Janeiro, hvor en lokal guide venter for at køre os til hotellet, Orla Copacabana, hvor vi overnatter de følgende 4 nætter. Vi har booket superior med udsigt ned over Av. Copacabana, men kan for et beskedent beløb opgradere til Lux med udsigt over stranden. Begge typer af værelser er i en passende størrelse med godt badeværelse. Se luftfoto af Rio og et mere her.

Orla Copacabana
Hyggelig lille smalt hotel nær ved slutningen af Copacabana. Den lille reception, lobbybar, og restaurant i stueetagen fremstår moderne i marmor, glas og stål på en egen kølig og dog velkommen stil.
Vi har booket superior med udsigt ned over Av. Copacabana, men kan for et beskedent beløb opgraderes til Lux med udsigt over stranden. Begge typer af værelser er i en passende størrelse med godt badeværelse.

Det er såre let at blive forelsket i Rio for byen har alt, hvad en storby kan tilbyde, og så ligger den ovenikøbet indrammet i et enestående landskab af stor naturskønhed. Rio byder på noget for enhver smag. Her er fascinerende udflugter, farverigt strandliv, strålende natteliv med teater, musik, samba og karneval eller kunst, sport og indkøb.

Strandene
For en Carioca, som Rio's beboere kaldes, er strandene en livsstil. Her spilles fodbold og bades. Her samles familien og nye bliver skabt. Cariocaerne kommer her for at se og blive set. Strande er her nok af. Det er valget af hvilken, der falder i ens smag, der er det sværeste. Se jer omkring og vælg netop jeres favorit.
Om søndag lukker man Av. Atlantica, der løber langs Copacabana stranden og Leme. Stå tidligt op og nyd en gåtur langs med stranden eller lej en cykel og tril i med strømmen hele vejen fra Leblon via Ipanema, Copacabana til Leme og videre via Botafogo til den store park ved Flamengo.

Tijuca-skoven
Dette store naturområde kaldes for byens grønne lunge. Det er et vidt udstrakt bjergområde dækket af tæt og eksotisk tropevegetation. Velholdte veje og stier indbyder til spadsereture og picnics i smukke omgivelser af storslået naturskønhed. En udflugt til området byder på vandfald, små elversøer og ikke mindst små gode restauranter og bryllupskapeller. Glem ikke Museu do Açude, der ligger i et kønt kolonihus. Her kan man komme lidt tættere på Rio's historie.

Rios „Centrum«

Hop ned i Rio`s supermoderne undergrundsbane. Den vil føre jer ind i hjertet af Rio, hvor det hele startede. Rio´s centrum, hvor cariocaen arbejder, ligger et stykke inde i bugten i en skov af højhuse. Her er kun få historiske bygninger tilbage. Den indre by er også Rio`s kulturelle centrum med Teatro Municipal, der faktisk er en mere eller mindre kopi af operaen i Paris. Er man i Rio`s centrum, så kan man passende prøve sporvognen som kører fra Lapa. Sporvognene starter over Arco de Lapa og op gennem Sta. Teresa, der er et af de hyggeligste kvarterer i Rio. Om aftenen og eftermiddagen åbner der en række gode restauranter, hvor Caiorcaerne mødes. Prøv også at lave en stop ved Parque dos Ruinas, der er et kunstmuseum og en smuk gammel ruin af et herskabshus, hvorfra der er en smuk udsigt ned over det Centrale Rio, Botofogo og Pão Açucar.
Petropolis
Af udflugter ud af Rio kan anbefales en tur til Petropolis, hvor man finder et pragtfuldt slot fra 1800-tallet, bygget af den brasilianske kejser Dom Pedro I. Slottet ligger i dag i midten af en livlig, middelstor by omgivet af en park.

Rio by Night
Rios natteliv er lige så spændende som det lyder, men det kræver en introduktion som f.eks. den, man finder i vores program.
Nattelivet er lige fra teater til små natklubber med jazz, samba og bossa nova. Disse klubber findes på Ipanema. Prøv f.eks. Vinioius, der er en hjørnebar, hvor der ovenpå findes en musik cafe med levende musik hver aften.

At spise ude i Rio
Udvalget er stort, brug evt. guiden på dit hotelværelse til at finde netop restauranten der serverer den mad, som du ønsker. Vi kan evt. foreslå La Maison, der ligger ca. midt på Copacabanastranden ved enden af Rua Santa Clara. Her serveres der god mad til rimelige priser, og selv enlige herrer kan spise i fred uden at blive generet af gadens løse fugle.

Shopping
Der ligger et bredt udsnit af butikker på Copacabana. Af større shoppingcentre kan nævnes det smukke og overdådige Rio Sul eller Barra Shopping, begge centre hvortil der kører busser. Se efter eller spørg om køreplanen på hotellet.

15. nov: Corcovado-Santa Teresa
Lørdag: Turen går først mod Corcovado. Efter besøget går det mod Floresta Tijuca og Santa Teresa. Der stoppes på vej ned ved Dona Marta belvedere, hvorfra man ikke mindst har et smukt udsigt tilbage mod Corcovado, som man netop har forladt, men også ned over Ipanema og Copacabana til den ene side og til den anden side ned over det gamle Rio med Santa Teresa i forgrunden. Efter stoppet er det tid til at tage fat på det maleriske kvarter Santa Teresa, der gennem 60'erne blev centrum for hippierne og kunsternes Rio. Byens gamle sporvogn er stadig bevaret i kvarteret, og turen følger den vej ned gennem de snoede gader med de smukke huse til Arco de Lapa, inden der returneres til hotellet. Turen kan udvides med en tur med sporvognen over den berømte aquadukt.

16. nov: Sukkertoppen
Søndag: Sukkertoppen (Pão de Açucar) er med sin 396 meter solide granitklippe sammen med Corcovado kendt som symboler på Rio. Der er flere gode forklaringer på, hvorfor klippen blev kaldt Sukkertoppen. Nogle henfører den til brød, som portugiserne kendte fra Madeira, andre til et redskab man bruger i sukkerfremstilling.
Smuk er den dog, og udsigten ned over de omliggende strande er uforlignelig. Opstigningen foregår med tovbane fra foden af klippen i kvarteret Urca nær den lille strand »Praia Vermelha«. Tovbanen har åbent til kl. 22:00 hele året, og er den mest effektive tovbane i verden.

17. nov: Favela da Rocinha
Mandag: Turen går til Latinamerikas største slumkvarter. De 160.000 indbyggere i kvarteret ville under andre betingelser bo på en af Rios dyreste adresser, med udsigt over Leblon og Lagoa til den ene side og til den anden side ned over São Conrado. Dette er kontrasternes tur, hvor man kommer nærmere på Rios sociale kontraster, når man med lokal guide bevæger sig igennem områder, der normalt ikke er anbefalelsesværdig for den almindelige turist. Fra hotellet køres der til Rocinha Sports Center. Nu starter turen for alvor, når vi på gaderne bevæger os dybere ind i hjertet af kvarteret ad Rua Garvia mod det kommercielle centrum. Undervejs stoppes der for at se nærmere på lokale skik og brug. Der stoppes ved Lago de Boiadeirio´s torvet, hvor der findes et frit marked og gennem de smalle stræder kommer vi til børnehaven, hvor en lille gave ikke er af vejen. Hvis det er muligt besøges også det lokale uddannelsescenter og andre vigtige funktioner for kvarteret. Nu er det tid til at se hvordan man slapper af i Rocinha, når man besøger Escola de Samba Acadêmicos da Rocinha, hvor man kan se de kostumer man er i gang med at sy til det næste karneval. Sidste stop er Praia Pepino på São Conrado hvor der er tid til at skylle efter med kold áqua de coco, medens vi ser på handgliders lande på stranden, inden der returneres til hotellet.

18. nov: Bahia Guanabara-Buzios
Tirsdag: Transfer fra jeres hotel til Maria da Gloria, hvor en saveiro, en brasiliansk skonnert, venter på at sejle jer rundt i Guanabara-bugten for et anderledes kik på Rio de Janeiro. Man slår et smut ind omkring Botabogo og sejler op langs med Urça og Pão do Açucar for at krydse over mundingen af bugten til Fortaleza de Santa Cruz, der bevogter indsejlingen til den strategiske bugt. Herfra går det langs kysten til MAC, hvis bygning er tegnet af Nimeier, en futuristisk UFO der er landet på klipperne nær stranden i Niterói, inden man sejler langs med broen, der forbinder Rio med Niterói. Man kommer tæt hen under Ilha do Fiscal og landingsbanerne for Santo Dumont lufthavnen, inden man igen lægger til i Marinaen.
Om eftermiddagen går det mod Buzíos nord for Rio, en tur på ca. 3 timer. Se kortet over de 2 byer.
Ved ankomsten vil der være indkvartering på den charmerende Pousada La Pedrera. Ophold i 4 nætter. Under opholdet vil der være ½-pension samt 2 dage, hvor der er en buggy til rådighed, således at man på egen hånd kan tage på opdagelse til nogle af de mange strande, som findes langs halvøen.

Pousada la Pedrera
Pousadaen er bygget og indrettet med smag. Alle værelser har havudsigt, idet den ligger højt med udsigt ned over Praia do João Fernandes. Der findes deslige swimmingpool på hotellet til et forfriskende bad, når man ikke ønsker at bevæge sig til stranden. Under opholdet vil der være ½-pension.

Búzios
180 km nordøst for Rio ligger Búzios, en halvø der strækker sig syv km ud i Atlanterhavet. Búzios er i dag samlingssted for Rios jet-set og for masse af rige udlændinge, med eftertryk på argentinere.
Alle har udset sig dette før så uberørte sted som Brasiliens St. Tropez. Et »in-sted« for de unge, rige og de smukke og så er der endda plads til alle, da Búzios måske har den største samling af excentrikere pr.km2 i Brasilien.
Búzios by, som oprindeligt bare var en lille fiskerlandsby, blev »opdaget« af Birgitte Bardot i begyndelsen af 70èrne. Hun formåede i mange år at holde det lille tropiske paradis hemmeligt for omverdenen. Til gengæld gik det meget hurtigt, da et internationalt publikum, sammen med Caiorcaer og Paulistaer i begyndelsen af 80érne fik øje på landskabet og de 28 små og store strande, der omkranser halvøen. Hver strand har sit eget særpræg: store bølger, slet ingen bølger, lavt vand, afgrundsdybt vand, koldt eller varmt vand - ved Búzios er der strande for enhver smag. I dag ser man overalt i området fashionable huse, kunstgallerier og internationale restauranter - dog side om side med fiskernes små gamle huse i »Buzionastil«
Om aftenen mødes man i byen og specielt på Rua das Pederas, hvor det er tid til at shoppe, spise, danse, eller blot blive set. Der findes flere gode restauranter, prøv selv efter. Vi kan f.eks. nævne Birgitta`s der med sin smalle indgang åbner sig i en »hule« af hyggelige kroge og spændende indretning.

19. - 21. nov: Buzíos
Onsdag-fredag: Dagene til fri disposition i og omkring Buzíos.

22. nov: Hjemrejse
Det er nu tid til at sige farvel til Rio, efter denne spændende tur rundt i et hjørne at Sydamerika. Flyet går først om aftenen, så det er på tide at dyppe tæerne en sidste gang fra en af Buzíos strande, samt at få shoppet sine sidste reis op, inden det først på eftermiddagen går mod lufthavnen og flyet mod København.

23. nov: Hjemkomst
Efter en god nats flyvning og en mellemlanding i London er der ankomst til København søndag  kl.16.15

Igennem sted: Búzios
Foz do Iguaçu
Rio de Janeiro
Buenos Aires
 
Igennem land(e): Argentina
Brasilien
 
Afrejsedage: 14/11-2003
 
Varighed: 17 dage
Guiden taler: Dansk
 
Rundrejse pris: kr. 18.500,-
Pris noter: Prisen er baseret på 2 personer, der deler et dobbeltværelse.
Tillægspris: kr. 3.975,-
Tillægspris noter: Tillæg for enkeltværelse.
Prisen inkluderer ikke: * Tilslutningsfly fra danske provinslufthavne.
* Andre måltider end de nævnte.
* Personlige udgifter.
* Drikkevarer.
* Drikkepenge.
* Afbestillingsforsikring.
* Rejseforsikring.
* Evt. forlængelse af tur, uden dansk rejseleder
Pris garanti: Vi tager forbehold for prisstigninger grundet ændringer i valutakurser.
Noter: Ønsker man at forlænge opholdet er dette naturligvis muligt. Hjemrejse skal dog være en tirsdag, torsdag eller lørdag.
Kontakt os for yderligere oplysninger og priser.

back.gif (1696 bytes)      home.jpg (1949 bytes)